Ny på loppe? 7 lette trin, der altid sikrer dig en god handel - Veras Vintage

Ny på loppe? 7 lette trin, der altid sikrer dig en god handel

Genbrugsguides

Elsker du også følelsen af at have gjort et virkelig godt kup? Når alle dine veninder savler over dine nye sko, og du med stor tilfredshed kan fortælle, at de ikke har kostet dig mere end en 50’er? Eller når du kan hoppe med på en ny tendens uden at troppe op i det samme high-street-fund som alle andre, fordi du har fundet dit eksemplar på weekendens loppemarked?

 

DÉN følelse kan vi garantere dig at sidde tilbage med, hvis du følger disse 7 lette trin næste gang du kigger forbi til et Veras Market.

 

For hvem kunne ikke godt bruge et par gode råd til, hvordan man spotter de bedste deals før alle andre? Og måske også et par tips til, hvordan man lander på den bedst mulige pris på allerbedste prutte-manér?

 

Vi tager dig i hånden helt hjemmefra og giver først slip igen, når din handel er i hus. Hep-hey!

 

1. Inden markedet: Kig i dit klædeskab, hvad mangler du egentlig?

Allerede inden du tager af sted til marked, kan det være en god idé lige at kigge i klædeskabet. For hvad er det egentligt, at du mangler? Selvom vi alle sammen kan blive fristet af et godt tilbud, så er meningen med loppe jo ikke, at vi skal komme hjem med en masse ting, som alligevel kommer til at samle støv bagerst i skabet.

 

  • Skriv liste over de ting du står og mangler eller bare må eje!
  • Overvej om du mangler basic ting eller om du skal på jagt efter en hel unik vare.
  • Tjek dine screendumps på mobilen, og uendelige bogmærker på instagram – hvad savler vi over, som vi ikke kan opstøve?

 

Hvis du så endelig finder det på markedet, kan det virke helt magisk og meant to be!
Og husk på, at der på Veras Market er fyldt op med både gamle vintagefund men også tøj fra spritnye kollektioner.

 

2. Det altid en god idé at være den første: Kom tidligt

Hvis du er blandt de første, der dukker op til markedet, har du den bedste mulighed for at finde de ting alle sukker efter. Og er er du ligesom os en standard størrelse 36-38, bruger 38 i sko og følger de samme smarte Instagram-profiler som resten af DK, så er sandsynligheden også stor for, at en del andre besøgende er på udkig efter netop det samme.

 

På den anden side, trækker tømmermændende i dig, så ved vi jo aldrig hvad vi er gået glip af, og dermed bruger vi også færre penge – og går stadig fra loppe med en følelse af, at vi har gjort os et kup.

 

3. Spot en type, du kan identificere dig med

img_6354

Det første vi gør når vi ankommer til loppe er, at se os omkring. Vi er hurtige til at spotte de ‘typer’, som vi kan identificere os med. I ved, de typer, som vi føler har samme stil som os selv, eller en misundelsesværdig stil, som vi kun drømmer om at få fingrene i – og det kan vi jo!

 

Selvom det altid er godt at danne sig et overblik, så ender vi tit med at købe samtlige af vores kup ved få boder, både pga. størrelser der ofte passer, men også fordi nogle menneskers stil bare passer lidt bedre til nogle mennesker. Og det er der bestemt ingen skam i!

 

4. Køb ikke det første og det bedste: Dan dig først et overblik

Vi køber aldrig det første og det bedste, med mindre, at det selvfølgelig var på vores liste over ‘need to have’ hjemmefra.

 

Men den største loppemarkeds-test er jo netop kun at få ting med hjem, som vi ikke kan leve uden!

 

Cirkulér et par runder, kig langt efter farver og materialer, spot standholdernes gode stil, og slå så først til, når du har dannet dig et overblik over udvalget.

 

Hvis du spotter dine favoritter med det samme, ved du præcis, hvad du skal sætte ind på. På den måde ved du, hvor mange items, du skal fordele dit budget på, og dermed også, hvor meget du kan "tåle” at kaste efter den flotte pels, der fangede din opmærksomhed fra starten.

 

5. Få følelsen af, at have gjort sig et kup: Udtænk et maks-beløb

Har du fundet en ting, du bare MÅ have med dig hjem, men er du stadig ikke villig til at betale et kæmpe beløb? Vi har fundet ud af, at det er en god idé først at blive enig med sig selv om, hvor meget man højst er villig til at betale for varen.

 

På den måde undgår du at gå derfra og føle, at du har gjort en dårlig handel. Vi kan jo let blive grebet af stemningen og følelsen af at have fundet det perfekte item, der vil redde os fra enhver fremtidig tøjkrise. Men når det går ud over økonomien, kan den positive fornemmelse i kroppen ligeså hurtigt blive afløst af dårlig samvittighed og ondt i maven.

 

Så sørg lige for at cleare med dig selv, hvor meget, du er villig til at give for en bestemt vare. Når du er nået frem til et beløb, kan du gå i gang med at forhandle.

 

6. Vær en snu og god forhandler: Spørg efter pris

img_6310

Er maks-beløbet forholdsvist højt, kan det være en god idé at lægge ud med at spørge, hvor meget standholderen vil have for det pågældende stykke tøj. Så kan du være heldig, at prisen er lavere end det maks-beløb, du har udtænkt, og så er det jo bare om at slå til!

 

Lægger du omvendt ud med dit høje maks-beløb, er sandsynligheden for, at standholderen går ned i pris ikke ret stor, da de jo er taget på marked for at tjene penge. Så overvej lige, om dine egne idéer om pris mon stemmer overens med, hvad den pågældende standholder synes, at varen er værd.

 

Når vi spørger efter en pris, undgår vi også at provokere standholderen ved at komme med et bud, der er alt for lavt i forhold til varens værdi. Win win!

 

 7. Kom standholderen i forkøbet: Læg ud med et bud

Er vores maks-beløb ret lavt, vil det omvendt være smartest at spørge, om standholderen er villig til at sælge for det beløb (eller måske lidt lavere, hvis man synes, at man kan tillade sig det). Er svaret nej, kan du jo afbryde handelen med det vuns, da du ikke har tænkt dig at bruge mere end dit maks-beløb.

 

I så fald, kan du prøve at vende tilbage efter du har gået en runde. Det kan jo være, at sælger har ombestemt sig. Særligt, hvis det er ved slutningen af markedet, og standholderen ikke kan overskue at slæbe alle sine ting med hjem igen, og hellere bare vil af med dem.

 

Er svaret til gengæld ja, bliver alle jo heldigvis glade!

 

Vi håber, at I med disse råd vil få mest muligt ud af det næste marked, der løber af stablen allerede om en uge. Vi ses til det sidste marked på Papirøen i denne omgang <3

 

Pssst. Husk lige en taske

SAMSUNG CSC

…Eller et net eller en pose! Det er de færreste, der uddeler poser til deres gæster. Så hav lige noget med, du kan slæbe alle dine loppefund med hjem i. Så slipper du for at kaste unødvendige penge efter plastikposer. Bæredygtig shopping derudaf <3

 

Hav en dejlig søndag!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Og få nyheder om skønne varer, nye stande til Veras Market og cirkulære style hacks, leveret direkte i din indbakke!