Modeugen er skudt i gang, og det betyder nye styles, nye kollektioner og overforbrug i lange baner. Allerede i efteråret var bæredygtighed max på dagsordenen, derfor har vi skruet op for forventningerne for Copenhagen Fashion Week AW20.
Der er ingen tvivl om, at 2020 er årtiet, hvor vi skal tage ansvar for vores forbrug. Tøjindustrien er en kæmpe synder i klimakrisen, og CPHFW har bestemt et medansvar, når de sæson efter sæson præsenterer spritnye kollektioner. Og selvom vi er vilde med lækkert kluns, skal det ske på de rigtige præmisser.
Hos Veras er vi fast besluttet på, at bæredygtigt forbrug kun kan ske gennem genbrug og upcycling. Derfor er vi så imponerede over de seje brands, der følger trop og har valgt en grønnere vej. Så læs hvilke 6 bæredygtige intiativer, der gør modeugen lidt mere cool og som du kan støtte med top god samvittighed.
Kærligst,
Veras Damer
1. Zalando 27/01
(Billede er fra Zalandos hjemmeside)
Zalando tager store skridt mod en grønnere forretning. I forbindelse med Fashion Week har de sammen med ni nordiske brands skabt kollektionen "Small Steps. Big Impact. by Zalando”. Kollektionen er lavet af miljøvenlige materialer, ligesom der er fokus på mindre ressourcekrævende produktion og bedre sociale vilkår i produktionen. Kollektionen tæller 70 styles, der er designet af Blanche, Bruuns Bazaar, Designers Remix, Filippa K, Han Kjøbenhavn, Holzweiler, House of Dagmar, Libertine Libertine og Won Hundred (kilde). Vi har det ret optur over, at de store navne i modebranchen også tager et ansvar, og forhåbentligt ser vi meget mere til lignende tiltag i fremtiden.
Allerede fra mandag den 27. januar kan du shoppe kollektionen eksklusivt hos Zalando.
2. Rave Review 28/01
(Billede er fra Rave Reviews hjemmeside)
Det svenske brand Rave Review er et levende bevis på, at æstetik og upcycling sagtens kan gå hånd i hånd. Designerne bag er Josephine Bergqvist og Livia Schück, der laver high-end designs af brugte tekstiler som tæpper og sengetøj. Og nu er de to seje damer taget til København for at præsentere de unikke styles tirsdag under Copenhagen Fashion Week. Fashionforum har taget en snak med de to designere, som du kan læse lige her.
Hos Veras er vi også gået all in på upcycling. I sidste uge lancerede vi vores V-cycle Collection, der består af jakker og muleposer lavet af 100% genanvendte materialer. Vil du se mere til vores bæredygtige kollektion? Så hop ind på vores hjemmeside.
3. Carcel 28/01
(Billede er fra Fashion Weeks hjemmeside)
Carcel launchede deres første kollektion under fashion week i 2017, og siden har de gjort nogle ret seje ting på bæredygtighedsfronten. Deres tøj produceres af kvinder, der sidder i fængsel, på den måde er de med til at give dem nye færdigheder, rimelig løn og en mulighed for at forsørge deres familie og spare op for en kriminalitetsfri fremtid. De bruger materialer, der er 100% naturlige, bionedbrydelige og miljøvenlige. Deres alpakka-strik produceres lokalt i Peru, og deres styles af silke i Thailand (kilde). Virkelig nogle seje tiltag, hvis du spørger os. Vi glæder os til at se deres nyeste styles, som du oven i købet kan shoppe med god samvittighed.
Showet afholdes den 28.01 fra kl. 10.00 til 11.00 på The Lab, Studio 07
Vermundsgade 40B, København Ø.
4. Designers’ Nest 28/01
(Billede er fra Fashion Weeks hjemmeside)
Designers’ Nest blev afholdt for første gang tilbage i 2005. Hver års udvælges ti kandidater fra de nordiske designsskoler til at afholde showet (kilde). Designerne leverer unikke styles, typisk med bæredygtighed in mente. Tidligere er der designet items af genanvendt plastik, ret sejt. Vi glæder os til at se, hvad de dygtige designere tryller frem til dette års show.
Eventen afholdes den 28.01 fra kl. 17.00 til 18.00 på Lokomotivværkstedet
Otto Busses Vej 5A, København SV
5. Meet the Nordics 29/01
(Billede er fra Sound Venue)
Meet the Nordics er et tilbagevendende presseevent under modeugen. Der vil være en talk med et stærkt panel af personligheder fra modebranchen. Panelet er valgt på baggrund af deres forskellige tilgange til bæredygtighed og måder at implementere det i deres forretninger. Du kan blandt andet høre et par kloge ord fra CEP for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, Founder af Carcel, Veronica D’Souza og Founder af House of Dagmar, Karin Söderlind. Alt i alt skal eventen motivere til at gøre modebranchen mere bæredygtig fremover (kilde). Vi opfordrer alle til at hoppe forbi, og blive inspireret til, hvordan vi kan forbruge mere bæredygtigt og genavnende de mange tekstiler vi i forvejen har til rådighed.
Eventen afholdes onsdag den 29.01 fra kl. 08.00 til 11.00.
6. Designers Remix 30/01
(Billede er fra Designers Remix hjemmeside)
Udover at være en del af Zalandos nye kollektion har Designers Remix også forpligtet sig en række cirkulære initiativer som del af 2020s Circular Fashion Commit (kilde). I den forbindelse har de lanceret konceptet #prelovedremix, hvor du kan aflevere dit brugte Designers Remix tøj og få 10% på dit næste køb. Det aflagte tøj upcycles til nye styles i samarbejde med Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Designer Remix afholder show under modeugen den 30. januar fra kl. 10.00 til 11.00 på
Oceankaj 4 & 6, København Ø.
Hos Veras kan du også aflevere dine brugte godter og bytte til nyt. Det er win win, både for din økonomi og for miljøet. Læs meget mere om vores byttekoncept, lige her.
Det her er kun en håndfuld af de seje brands, der har fået øjnene op for, at bæredygtighed i vejen frem. Har du lyst til at lære endnu mere om brands, der gør en forskel? Så læs vores guide fra i sommers med 8 bæredygtige initiativer, der er værd at se under modeugen.