Verdensmål for dummies #1: Her er Veras Verdensmål - Veras Vintage

Verdensmål for dummies #1: Her er Veras Verdensmål

Bagom Veras

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling kan virke som en uoverskuelig størrelse – men frygt ej: Vi forklarer verdensmålene i menneskesprog og viser, hvilke SDG’ere vi i Veras fokuserer på.

 

 

 

Klima krise – corona krise – personlig krise? Måske sidder du (som så mange andre) derhjemme og får din tænker på i disse dage. Verdenen viser tænder – er der ikke det ene, så er der det andet. Og selvom du måske bare har lyst til at gå lidt i hi, så løser det ingen af vores fælles problemer. Vi må finde løsninger – sammen! Men hvor starter vi?

 

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling er et godt udgangspunkt. Og selvom du sikkert allerede har stiftet bekendtskab med dem, så kan det være svært at gennemskue, hvad de betyder – og måske i særdeleshed: hvad de betyder for DIG. Derfor stiller vi skarpt på verdensmålene gennem en mini-serie her på magasinet.

 

Over de næste par uger vil jeg prøve at forklare verdensmålenes betydning og vejlede dig til, hvordan de kan skabe mere værdi for dig, for os og for hele verdenen. Alt sammen i menneskesprog og uden løftede pegefingre! For jeg er ingen ekspert, men jeg er så heldig, at arbejde med verdensmålene hver eneste dag, så om ikke andet kan jeg dele ud af, hvordan vi bruger dem i Veras, og hvordan de er med til at forme vores (og dit!) cirkulære genbrugsunivers. Og derigennem inspirere dig til, hvordan de kan blive en del af din hverdag.

 

Velkommen til Veras Verdensmål for dummies <3

 

Ugens tema: Her er vores verdensmål

I denne uge kickstarter jeg vores magasin-serie med en kort introduktion til FN’s Verdensmål og ellers vil jeg skrive om det, som jeg ved bedst: Veras Verdensmål. Hvilke har vi fokus på – og hvorfor? Se det som en slags grundlæggende introduktion til vores verdensmål og følg med, når jeg i løbet af de kommende uger gennemgår vores arbejde med de tre verdensmål ét efter ét.

 

Læs med og bliv klogere – jeg lover, det ikke bliver kedeligt!

 

Kærligst,

Karoline

 

 

 

Hvad filan betyder FN’s Verdensmål?

Du har muligvis allerede hørt om FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling – eller om SDG’erne (Sustainable Development Goals), som de hedder på engelsk. De er for mange blevet svaret på vores tids globale udfordringer, herunder klimaproblemer, og er symboliseret med 17 farverige firkanter – én for hvert mål. Måske du har set dem hænge som en plakat inde hos chefen??

 

Der er i alt 17 verdensmål (med dertilhørende delmål), som hver især forpligter FN’s medlemslande (basically everyone!) til at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Med andre ord: Skabe en verden, hvor social, økonomisk og miljømæssig udvikling går hånd i hånd.

 

Verdensmålene er også kommer på pensumlisterne hos de unge – og det glæder mig at se! Fx var Rebecca Vera og jeg for nylig ude at holde et oplæg på en skole, hvor temaet for ugen var SDG’erne. Altså en hel uge om bæredygtighed! Manner, hvem der bare gik i skole i dag?!

 

 

 

I Veras vil vi gennem vores cirkulære genbrugsunivers opfylde verdensmålene – fx ved at uddanne til et bedre forbrug, styrke kvinder og vidensdele gennem partnerskaber.

 

Veras Verdensmål

I Veras har vi som en start valgt at fokusere vores arbejde på tre specifikke verdensmål. Vi kalder dem Veras Verdensmål (jaja, lidt storhedsvanvid har man vel). Selvom vi bidrager til flere mål, så er disse tre de verdensmål, som vi er stærkest i. Veras Verdensmål er #5 Ligestilling mellem kønnene, #12 Ansvarligt forbrug og produktion og #17 Partnerskab for handling.

 

Veras Verdensmål. Målene sætter retningen for vores forretning og sikrer, at vi er med til at skabe en bæredygtig udvikling. Vi styrker løbende arbejdet med målene og ønsker på længere sigt at koble flere af FN’s Verdensmål til vores cirkulære forretning.

 

 

 

#5 Ligestilling mellem kønnene: Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder

Okay, det kan virke lidt selvmodsigende – at ville sikre ligestilling og så samtidig være en 100% kvindedrevet virksomhed. Men det er vigtigt at understrege, at selvom vi er et kvindedomineret koncept, så embracer vi ALLE uanset køn, overbevisning, størrelse eller slikpræferencer.

 

Bryder du verdensmål #5 ned i dets delmål, bliver det dog også tydeligt, at målet først og fremmest handler om at styrke piger og kvinders muligheder. Måske fordi kvinder på det globale plan stadig halter håbløst i ligestillingsspørgsmålet.

 

#12 Ansvarligt forbrug og produktion: Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer

Kender du den Beyoncé sang, som du bare kan udenad? Som i: du kan teksten, dansen, og de skjulte hentydninger til Becky og dem alle sammen? Sådan har vi det med mål #12. Denne her, den har vi! Mål #12 handler om at reducere vores fodaftryk på naturen ved at ændre måden, vi producerer og forbruger på. Nøgleordene er genbrug, genanvendelse og begrænset forbrug! Hele vores reason-to-be er at udbrede bæredygtigt og ansvarligt forbrug og dermed mindske tøjspild. Alle delene af vores genbrugsunivers, herunder vores unikke tøjbyttekonceptgør det muligt at forbruge tøj uden at købe nyt eller smide ud. 

 

 

#17 Partnerskab for handling: Styrk det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og øg midlerne til at nå målene

Vores fælles udfordringer er så store, at vi er nødt til løse dem i fællesskab. Mål #17 handler om at samarbejde. Internationalt samarbejde. Store, der samarbejder med de små. Grønne, der samarbejder med de mindre grønne.

 

Vi har altid prioriteret samarbejder højt – også med folk og virksomheder uden for vores egen industri. Vi tror på, at vi løfter bedre i flok, og at vi når længst ved at dele vores erfaringer og ambitioner. I takt med vores vækst og et større fokus på bæredygtighed, oplever vi større interesse for at samarbejde med Veras. Derfor stiller vi skarpe krav til alle samarbejdspartnere, og vi prioriterer samarbejder som kan være med til at få vores bæredygtighedsagenda ud over stepperne.

 

 

 

I næste uge: Sådan bruger vi SDG’erne i dagligdagen

Jeg håber, du blev lidt klogere. Og at jeg ikke tabte dig på halvvejen. Måske du stadig har spørgsmål, du ikke fik besvaret? Følg med i næste uge når vores "Veras Verdensmål for dummies”-serie fortsætter og stiller skarpt på, hvordan vi så bruger de her verdensmål i vores daglige arbejde. Mon ikke du kan blive lidt inspireret?

 

Og indtil da, så kan du også blive klogere på vores mere uddybende side om Veras Verdensmål lige her.

 

Vi SES igen i naturen!

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Og få nyheder om skønne varer, nye stande til Veras Market og cirkulære style hacks, leveret direkte i din indbakke!