Loppetips fra 5 flotte loppehajer - Veras Vintage

Loppetips fra 5 flotte loppehajer

Genbrugsguides

Det er ingen hemmelighed, at jeg er en loppedame helt ind til benet. Men det gør mig jo ikke til ekspert på området eller noget i den stil.

 

Jeg synes bare, at det er sjovt at gå på opdagelse, og får da også det berømte kick ud af at slå en god handel af! Men det er jo i virkeligheden også det perfekte sted for mig at suge inspiration til mig!

 

Det er som om loppe-typer er en squeeze mere inspirerende, måske fordi det er søndag, og de ikke rigtig har tænkt, så meget over hvad de har smidt på. Måske er det egentlig bare fordi, at de har loppegøgl på, og skiller sig lidt ud fra mængden?!

 

På sidste marked fik jeg spurgt 5 flotte loppedamer om deres bedst tips til en perfekt loppejagt, som jeg tænker, at I også skal nyde godt af!

 

Og husk, vi har Veras Market hver søndag i september, og I kan stadig nå at booke mig gratis til en loppejagt.

 

Jeg glæder mig til vi ses til Veras Market i morgen under Buen (find facebook-eventen lige her) <3

 

// Rebecca Vera

 

Josephine, 30, tøjdesigner, "Jeg elsker at prutte om prisen”

 

vm1

 

Går du efter noget bestemt på loppemarkeder?
I dag er jeg her primært bare for at sælge ud, så jeg tør ikke rigtigt at kigge efter noget. "I need tha money”.

 

Hvad elsker du ved genbrug?
At man kan finde nogle unikke items, men også at det er fedt at få solgt ud, og at tøjet kan få en lang levetid.

 

Dit bedste loppetip:
Prut om prisen!

 

Anna, 21, studerende, "Jeg finder ting, som jeg elsker ikke kan få fat i”

 

vm2

 

Går du efter noget bestemt på loppemarkeder?
I dag er jeg på udkig efter en taske til studiestart.

 

Hvad elsker du ved genbrug?
Jeg elsker de gode priser, hvis de er der, men ja, at man kan finde alt muligt, som man ikke lige kan finde i butikkerne, og at det har noget antikt over sig.

 

Dit bedste loppetip:
Sæt dig noget for hovedet, gå og studs lidt over tingene, og kig på nogle af de ting, du normalt ikke ville købe i forretningerne.

 

Gitta, 22, sygeplejerskestuderende, "Jeg er fan af finde farverigt kluns”

 

vm3

 

Går du efter noget bestemt på loppemarkeder?
Noget fedt og farverigt tøj. Vi går efteråret i møde, så også gerne noget lunt, lækkert og blødt.

 

Hvad elsker du ved genbrug?
Jeg elsker, at der er så meget forskelligt. Og så elsker jeg tanken om, at tøjet har en historie, at der er nogle andre, som har haft det og været glade for det, og at de så kan give det videre. Genbrug er bare fedt! Har altid gået meget i genbrug.

 

Dit bedste loppetip:
Gå efter noget anderledes.

 

Josefine, 25, kandidatstuderende, "Jeg leder efter materialer, der holder længe”

 

vm4

 

Går du efter noget bestemt på loppemarkeder?
Mit mål er ikke at bruge penge, men at tjene lidt ind. Men ellers er der nogle bestemte print, jeg godt kunne tænke mig.

 

Hvad elsker du ved genbrug?
Jeg elsker for eksempel idéen i at nogle køber mine ting, og kan se nye muligheder i det, og når man selv finder noget gammelt og kan se nye idéer i det. Så ens eget overforbrug kan blive til andres gevinster, så det ikke bare ender ud i et materialistisk helvede. Jeg elsker, at vi kan genbruge hinandens ting og se værdien i hinandens ting, når man ikke selv kan se den længere.

 

Dit bedste loppetip:
Tjek tingene for huller, og generelt bare standen af tøjet. Og gå efter materialer, der holder længe; uld, læder, silke og sådan.

 

Christin og Louise, 21 & 24, videograf og piccoline, "Vi finder inspiration i lookbooks”

 

vm6

 

Går du efter noget bestemt på loppemarkeder?
Jeg går meget efter farver og mønstre. Jeg finder mere inspiration i lookbooks, og så prøver jeg at huske nogle af de looks jeg godt kunne lide og se om jeg kan finde nogle af de styles, når jeg er på loppemarkeder.

 

Hvad elsker du ved genbrug?
At det er bæredygtigt, man kan finde ting til gode priser, og det er godt for miljøet. Og så at man kan finde noget fedt, som ingen andre har.

 

Dit bedste loppetip:
Prut, prut, prut – og kom i god tid, hvis du vil have fat i det gode. Derudover er det også godt at holde hovedet koldt og lægge en strategi for hvad man gerne vil købe, så man ikke mister overblikket, når det hele for eksempel bare ligger i bunker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Og få nyheder om skønne varer, nye stande til Veras Market og cirkulære style hacks, leveret direkte i din indbakke!