Pressemeddelelse fra januar 2020
Sidste år var der kø helt ned til Nørrebrogade, da Veras Market rykkede ind i Nørrebrohallen – og i weekenden går det løs igen. I år kan du som noget nyt helt gratis bytte 3 stykker tøj til nyt i Veras stand, også er der dobbelt-op på loppe, da Veras for første gang nogensinde lopper både lørdag og søndag – med nye standholdere begge dage!
Det populære genbrugsunivers Veras, hvor alle kan bytte, sælge og købe genbrugstøj, rykker igen sine tøjmarkeder fra Buen og ind i varmen i Nørrebrohallen. Sidste gang var første år genbrugsmarkedet ramte Nørrebrohallen, og dét gik ikke stille for sig. Over 2000 personer kunne på første loppedag shoppe brugte godter fra de næsten 100 stande, og markedet blev det mest populære i Veras Markets historie.
“Jeg glæder mig helt sindssygt til at være tilbage i Nørrebrohallen. Det er noget helt unikt at være i en lukket hal. For modsat på Buen, får vi her lov til at sige hej og farvel til alle vores loppegæster – og det er meget berigende at møde alle ens loppegæster personligt. Samtidig får vi deres feedback, og vi får mulighed for at give dem gode loppe-råd og kæmpe high-fives med på vejen. Samtidig er Nørrebrohallen vores største markeder, målt på antal stande, og det bliver mega spændende at gå på skattejagt blandt de næsten 100 standholdere” lyder det fra CEO og stifter af Veras, Rebecca Vera Stahnke.
Gratis bytte af 3 stykker tøj
Igennem fire år har iværksætteren Rebecca Vera gjort det nemt for alle at få en bæredygtig garderobe ved at få danskerne til at bytte, sælge og købe brugt tøj igennem Veras markeder, butikker og online. Og for at gøre det endnu nemmere for alle at få en brugt garderobe, rykker tøjbyttedelen, der normalt har været forbeholdt butikkerne, nu altså ind på Veras Market. Derfor kan man i Veras stand bytte 3 stykker af sit eget tøj til nyt, og endda helt gratis, når entréen på 35,- er betalt.
Det fungerer sådan, at Veras veksler dit tøj til point – du får udbetalt én tredjedel af hvad Veras kan videresælge din vare for. Indleverer du en kjole, der kan videresælges for 150,-, får du altså udbetalt 50 point, der svarer til 50 kroner. For de point kan du derefter straks købe nyt brugt tøj i Veras stand, eller gemme dine point og bruge dem i Veras butik på Studiestræde 27.
800 m2 genbrugstøj-mekka
Den 18. og 19. januar, 16. februar og 15. marts kan du altså shoppe brugte godter fra næsten 100 private stande i et 800 et m2 stort genbrugstøjs-slaraffenland i Nørrebrohallen. Udvalget kommer til at byde på alt fra unikke vintagefund, til highstreet-kup og eftertragtede brands. Også smækker Veras deres populære playliste på anlægget, der kommer til at byde på alt fra Spice Girls til Will Smith.
Til markedet i weekenden, der både foregår lørdag og søndag, er der nye standholdere begge dage – og altså nye fund at shoppe begge dage. Køb din early bird entré, håb køen over og kom ind allerede 10:30, en halv time før alle andre.
Veras Market løber af stablen i Nørrebrohallen fra kl. 11-16 d. 18/1, 19/1, 16/2 og 15/3. Hold dig opdateret på Facebook eventen. Entréen koster 35 kr., hvor du oven i købet får 50,- rabat til alt i Veras.
Om Veras Market
Med den gode stil, bæredygtighed i højsædet og et solidt slæng af DKs sejeste standholdere er Veras Market blevet en fast søndagsaktivitet for de rutinerede loppegængere, der både kan shoppe, bytte og sælge genbrugsgodter til gavn for miljøet og pengepungen. Veras Market byder altid på en unik shoppingoplevelse, hvor der jagtes kup fra over 90 private standholdere, muligt at shoppe og bytte i Veras markedsstand, sprød musik og opturs søndagsstemning.