Okay. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal starte.
Jeg havde tænkt mig at skrive et kort indlæg om året der gik i Veras (for der er virkelig sket meget), men så blev jeg helt opslugt af en artikel, som min mor sendte til mig på facebook, så nu er det blevet en længere smøre om året der gået og alt jeg værdsætter så højt og er så taknemmelig for.
Først og fremmest, så jeg evigt taknemmelig for mit seje af team af Veras damer, som hver og en har været med til at rykke baren for genbrugstøj i Danmark. Jeg har på trods af mine bæredygtige visioner at ændre forbrugsvaner og mindske tøjspild, så har det også været vigtigt for mig i år at få skabt en bæredygtig forretning, og få effektiviseret endnu mere med rutiner og processer. En forretning, Veras Vintage Univers, som først ægte er blevet en bæredygtig forretning i år takket være et team af hårdtarbejdende kvinder ved min side. Så tak Katrine, Viktoria, Carla, Kirstine, Silja, Karoline, Eline, Vera, Christie, Laura, Matilde og Kristine. Jeg kunne ikke have gjort halvdelen af det uden jer!
Dernæst, så bliver jeg så satans glad for den anderkendelsen genbrug har fået det seneste år – i særdeleshed i modebranchen. At der er blevet stillet så skarpt på det i medierne, og at genbrug er blevet ligeså smart, som nyt (som jeg jo alle dage har haft følelsen af) er endelig ved at fise ind hos danskerne – og det gør mig SÅ skide hamrende glad!
Grunden til, at jeg startede Veras (hvis ikke I endnu ved det) var jo for at hjælpe danskerne til at forstå at genbrugstøj er ligeså fedt, som nyt tøj – og hjælpe danskerne med at gøre det let for folk at komme af med det kluns de ikke længere bruger, så de kunne få glæde af nyt – uden at købe nyproducerede varer. Tidsbesparende, lettilgængeligt, billigt for pengepungen og ikke mindst godt for miljøet. For det overforbrug, som der er pt. hersker, synes jeg er fuldkommen ude at proportioner. I særdeleshed i modebilledet, hvor “køb-og-smid-ud” stadig lever i sit bedste velgående med påvirkning af influencers, som giver folk en lykkefølelse af, at hvis de ejer og iklæder sig bare en brøkdel af hvad folk med mange følgere og likes, så bliver de ligeså succesfulde selv.
Det lyder måske dumt, men mit formål med Veras har aldrig været at tjene kassen, men at kunne give min opturs følelse over genbrugstøj videre. Følelsen af at klæde sig i nyt fra genbrug, som er unikt, farverigt og for meget, billigere end nye kollektioner, og godt for miljøet – det har været dén følelse, som jeg har haft lyst til at give videre.
“Den mest indflydelsesrige person i det danske modelandskab lige nu”
I dag faldt jeg næsten bagover stolthed og blev smigret op til begge ører, da jeg læste en tendenserne for 2019, som de sejeste meningsdannere og eksperter Else Skjold, Chris Pedersen, og Vibe Dabelsteen havde at sige i en Berlingske artikel på et dansk og internationalt plan. De rammer spot on på alle Veras værdier og skriver så fint i introen: “Vi siger farvel til de hurtige og billige køb, der signalerer »det nyeste nye« – og goddag til genbrug, gamle kjoler og grove sneakers.”
Efter at komme ind på det ultimativt største problem, som der er med overforbrug: “ Vi har alt for meget tøj, som vi smider væk, så lad os lave det om til noget flot. I 2019 vil vi se designere, der syr gammelt om til nyt. Genbrugsbølgen vil tage til, men med nyere ting.” Fortsætter de: “Rebecca Vera, der har startet Veras Vintage, er den mest indflydelsesrige person i det danske modelandskab lige nu. Hun har vist, at man kan koble entreprenørskab, tæft for god stil og miljøbevidsthed, så det tiltrækker unge, kloge kunder.”
Tre mennesker, som jeg virkelig ser op til siger det her om lille mig! Jeg er mildest talt blæst fuldkommen bagover! HVOR ER DET UFATTELIGT!
Af hjertet tak – jeg er mega smigret! <3
Men 2018 glæden stopper ikke her.
Superbrugsen ekspedienten fra himlen
I morges var jeg i min lokale Superbrugsen på Halmtorvet. Efter at have gået tre runder om mig selv og bake-off montren (åhh, jeg havde så meget lyst til at ryde alt fra romkugler til kanesnurre) endte jeg med to boller og en pakke ost.
Op til kassen. Ekspeditenten er ny. Jeg har hvertfald ikke set ham før. Og jeg handler der ret tit. Kæmpe sølvgråt, afrokrøllet hår – har aldrig set noget så smukt. Har faktisk aldrig set afrokrøller der var grå.
Ekspedienten, mens han bipper mine varer: “Har du sovet godt?”
Mig: “Ja, tak. Mega godt. Vågnede dog op, og følte mig en smule sløj. Hvad med dig?”
Tænkte et sekund ikke over, at det var en ekspedient, som spurgte mig, og der var kunder i køen, som ville overvære vores samtale. Føltes helt naturligt, og mindede mig om min tid på udveksling i Melbourne, hvor jeg for første gang følte, at passede ind. Gik klædt i farverigt genbrugskluns, nok lidt fastelavns agtigt for de fleste, som overværede mig, og også tiden, hvor jeg “turde” forelske mig i en kvinde.
Blev lidt paf, men også mega glad over, at han spurgte ind til hvordan jeg havde det. Tænkte dog et sekund: “Mon det er skjult nytårskamera?”, da han fortsætter:
Ekspedienten: “Hvilken side kan du bedst lide at sove på?”
Mig, svarer prompte, mens jeg forestiller mig hvilken side mit hovede placeret bedst på puden: “Venstre! Mens altså jeg sover på maven, men mit hovede kan bedst lide at røre puden med venstre kind”.
Følte jeg havde sagt for meget. Til en fremmed jeg ikke kendte, selvom jeg fortsætter, som var det en ven:
Mig: “Men altså, hvis du tænker på hvilken side jeg sover i, så er det højre.”
Snakken fortsatte en smule, og endte med jeg gik derfra og tænkte: "Det var sgu da herligt! Fuck, en random opturs mand!” Han gjorde lige min dag 1.000 gange bedre.
Der er sket meget i 2018
2018 har også været et hårdt år. Ikke kun fysisk med mange arbejdstimer, men også mentalt med alt for mange tanker og bekymringer med alt fra om jeg nu var en dygtig nok chef, som var der nok for mine ansatte til at guide og motivere dem (pludselig har jeg fordoblet antallet, og det kræver jo endnu mere af en) til strategiske beslutninger om Veras fremtid, fordi jeg alligevel føler vi er kommet et sted hen, hvor vores kunder også har en stemme.
Blot for at nævne lidt, som jeg er mega stolt af vi har opnået i Veras i 2018:
- Vi har rykket butik 3 gange (!) (og det gør vi ikke igen), fra Nørre Voldgade til Studiestræde 29, med et kort sort på stueetagen, byttede vi lokaler med frisørerne og er havnet i den bedste kælder i gaden, som jeg kun turde drømme om, at jeg en dag ville åbne en butik i.
- Vi har åbnet en ny i en ny by Odense, og bare det at starte noget op i en by, som jeg slet ikke kender, og oveni det skulle lede en unge, ambitiøse damer, har været en kæmpe udfordring, når jeg stadig havde en Kbh’er base, som jeg heller ikke måtte nedprioritere. Men vi blev nomineret til Best of Odense, som var helt vildt. Tak!
- Vi har fået ny grafisk identitet, vi har redesignet hjemmesiden, og udviklet et helt nyt online magasin, som jeg har forhåbninger om bliver stedet folk søger inspiration til et liv med genbrug med alle fronter af livsstilsegmentet.
- Vi har lavet konceptet om, og åbnet op for, at folk der ikke er medlemmer også kan bytte for et vekslegebyr for en 5’er, og startet lagersalg hver 3. måned, så vi kan kvalitetsikre varene i butikkerne endnu hårdere,men de basicvarer også kan få nyt liv.
- Vi har udviklet markedet med endnu større fokus på service, med editions og vores første mandemarked
- Jeg har ansat min første fuldtidsmedarbejder og fire nye deltids damer.
- Jeg har fået mig en ny investor, som har hjulpet og guidet mig meget, men som jeg også har haft en endnu større ansvar overfor.
- Jeg blev inviteret med til et gymnasie "Løvernes Hule” seminar, hvor jeg sidder som en af dommerne (glæder mig sygt meget til at se hvad de har fundet på af idéer til. mig d. 10. januar).
- Jeg har haft det bedste år på Roskilde Festival med Veras.
- Jeg haft fornøjelsen af at blive anerkendt af hele DK med tilstedeværelsen i Go’ Morgen DK med genbrugsekspertise. Et indslag i radio 24/7, markedet blev nævnt i en DR-serie Fomo(!), som grunden til man ikke tager ud. om lørdagen, og en video på TV2 Echo om genbrug. Ikke at forglemme på forsiden af Berlingske og Børsen, og blevet kåret som én af fremtidens powerkvinder af Modemagsinet IN. Oooog så fik jeg mig en snak med selveste Lars Løkke, hvor Veras deltog i den borgerlige del af P4G topmødet. Det var vildt nok!
Oooog jeg føler faktisk i skrivende sekund, at jeg har glemt en del. Men bare for at nævne lidt.
På trods af alt overstående anerkendelse (som jo også er mega nice!), så er det vildeste jeg har opnået, at jeg har en retning på Veras og mit eget liv. Jeg blev nødt til at tage en pause på sociale medier for to måneder siden, fordi jeg hele tiden følte jeg målte og sammenlignede mig med alt og alle – jeg følte mig ikke god nok på mange fronter. Men nogen gange, så har jeg erfaret, at jeg bare lige skal have en lille pause. Jeg er jo god nok ligesom jeg er. Og hvis jeg yder mit bedste, så kan ingen forlange mere. Og det er også okay, at holde fri. Ellers så bliver kroppen syg.
"Jeg kan hvad jeg vil”
Da jeg åbnede Veras for 2,5 år siden, så var der godt nok mange, som ikke ville røre genbrugstøj med en ildtang. Jeps, tro det eller ej. Jeg føler, at det dengang stadig var et niche-segment, som var enten meget bæredygtig-bevidste eller havde en skør-optur-genbrugsstil.
Nu føler jeg nærmest, at det blevet det det mest “in” at gå i genbrug, og mange jeg kender har deres egne private vintagehobby-instagram-konti, hvor de sælger tøj, som de finder videre. Politikken skrev endda også en artikel her lige ved juletid om at det endelig også var blevet anerkendt at købe genbrugsgaver og der var sket et kæmpeboost på den front. MEGA FAN! Det er for vildt at se hvad der er sket på så kort tid, og det glæder mig ufatteligt meget at se, at Veras har været med til at bane vejen for at folk skal gå i farver, turde gå i lige hvad det passer dem, og være unikke med personlig (genbrugs)stil.
2018 har på mange måde været et fantastisk år. Et alt for travlt år – et år, hvor jeg virkelig har fuldt mit motto til dørs: “Jeg kan hvad jeg vil”, og dermed også et år, hvor jeg har kørt mig selv for hårdt.
Jeg har praktisk talt ikke holdt ferie, set mine venner eller familie. Megt i privaten har stået stille, og det er fint for en periode. Men efter 3 travle år og i en alder af 30 (!), så får man også lyst til at prioritere andre sager lidt. Mit renoveringsprojekt på hjemmebane med genbrugsager har stået stille siden januar, og var en personlig ting, som jeg virkelig havde brug for. At få skabt noget ro i hjemmet, et sted jeg følte mig hjemme, når der på arbejdsfronten ofte hersker kaos. Så prioriteterne for 2019 er klart for mig: Jeg har brug for mere struktur og rutiner i hverdagen i Veras, og tilbage til et liv, hvor jeg kan holde mere fri, få trænet og se mine venner og familie.
Noget af det bedste og største, som jeg har opnået i 2018 på et personligt plan er, at jeg har fundet mig tilrette i det selvstændige liv. Jeg er godt nok stadig bekymret konstant. Mere eller mindre, det tror jeg vidst er ret normalt, når man er selvstændig?! Og jeg arbejder nok også mere end de fleste synes, at jeg bør gøre. Men jeg har fundet mig tilrette i at bare være i det. Stoppe med at tænke så meget. Ikke sammenligne mig og Veras med andre brands. Bare gøre det, som jeg er bedst til – og så får jeg ting, som jeg tror på til at ske.
Fuck nu det, hvis jeg missede en chance i mangel af tid eller noget ikke gik helt som forventet. Så må vi prøve at gøre det bedre næste gang, og fungerer ting ikke, så måde ændres løbende til det fungerer. Jeg kan ikke bruge flere kræfter på at ærge mig over det. Jeg må se fremad og få det bedste ud af nutiden. Tro på det bedste. Tro på mig selv og på det bedste i mennesker.
Vi kan gøre en forskel sammen
Kan en ekspedient virkelig være så oprigtig sød, og at han oprigtigt havde lyst til at høre hvordan jeg havde det? Kan verden faktisk være et sted, hvor gode ting kommer til gode mennesker, hvis man kæmper for det? Hvor, hvis man gør sit yderste, så er det godt nok? Ja, det kan det sgu!
Jeg er et godtroende menneske, som altid tror på det bedste i mennesker til trods for, at det før har bidt mig i røven. For mig giver det absolut ingen mening ikke at tro på det bedste i folk. Selvom det har bidt mig i røven, så det ikke en måde jeg vælger at leve på.
Jeg har siden day one med Veras oprigtig villet folk det bedste. Jeg ville hjælpe, hvor jeg kunne. Skabe et brand omkring genbrug, en platform der gjorde det let og tilgængeligt for folk at shoppe og bytte genbrug. Hvis det er ligeså let at aflevere ens udnyttede tøj og få andet tøj for det, som det er at shoppe nyt, så vil flere benytte sig af det. Og det er finally i gang med at blive en realitet. Både for standholdere og besøgende på markedet, men i sær også i vores butikker.
Da jeg i starten lancerede Veras fik jeg konstant bemærkninger om, at konceptet var godt til at være sandt, og faktisk var der en garvet iværksætter som sagde til mig, at hvis en service var for god til at være sandt, så forstår folk det ikke. For folk er vant til, at der altid er noget, som de skal tage højde for.
"Så du får up front penge i point, som du kan købe andet tøj for?”
“I tager i mod alt tøj uanset hvilket mærker det og hvor gammelt det er?”
“Og jeg kan altid komme ned mere mere og bytte det til andet?”
Og det er så skide rart at overraske folk på den gode måde! Det er så skide dejligt at give igen, så folk kan give igen igen! Ja, vi tager i mod alt. Ja, du kan købe nyt for dit gamle. Ja, vi kan sammen gøre en forskel for at gøre verden til at bedre sted.
Tak for hver og én af jer af jer! Tak for at er med til at give jeres gamle kluns nyt liv, og tak for, at I er med til at gøre min drøm til virkelighed – jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er <3
Jeg glæder mig ufatteligt meget til 2019 med endnu mere genbrug i højsædet og masser af gode snakke med Superbrugsen-ekspeditenten.
Kærligst,
Rebecca Vera
