Jeg har slet ikke fået sagt tak for den fede respons til mit indlæg om min kærlighed til en kvinde. Jeg er FULDKOMMEN OVERVÆLDET over alt den fede respons der er kommet om panseksualisme (som jeg har fundet ud af, at det åbenbart hedder, når man er forelsker sig i personer og ikke køn). Det er ALT for fedt at høre alle jeres historier, og det er mega fedt, at I tager så godt imod min. Tak!
Og nu vi ved det med at kategorisere os, (også selvom jeg egentlig også tager afstand til det), så har jeg tit studset over begrebet type. Jeg er selv kæmpestor tilhænger af ordet, og jeg ELSKER at bruge det om alt og alle. Og især når jeg skal sladre om mænd.
I kender det jo sikkert godt. Det bare let at referere til en type, når jeg skal give et kort førstehåndsindtryk af hvilken type menneske, det nu er jeg taler om.
Det er jo egentlig fair nok at bruge begrebet, da det vel bare er et beskrivende fact, såsom at sige, at han har langt skæg, drikker øl på Mc Kluds eller kører på knallert.
Et begreb der på sin vis egentlig burde være neutralt, men for mig alligevel bliver lidt negativt ladet. For hvem gider sættes i bås og være én type? (Og det udtales altså ‘tjy-pø’!). Jeg vil i hvert fald ikke sammenlignes med andre damer som ‘minder’ om mig.
Jeg er helt min egen – et miks af mange typer.
Når jeg en gang i mellem smider mit skøre-farverige-freaky-tøj, og klæder mig i en Acne læderjakke, et par Stine Goya bukser, og en (fake) Chanel taske. Og fordi jeg så har gået på Øregård gymnasium, (da jeg som 15-årig valgte det på baggrund af, at jeg ville væk fra Virum, at på Øregård mødte eleverne kvart over otte, og det lå tæt på en station), så gør det mig vel ikke til en stereotyp Nordsjællandsk-Øregårds-type? Nej, da!
På papiret er jeg vel, men altså, selom jeg er vokset op i Nordsjælland, kommer fra en velstillet familie med akademisk baggrund, og jeg har aldrig har manglet noget, så ser jeg mig slet ikke som typen. Altså som den type som andre ser Nordsjællands-typen selvfølgelig.
Jeg husker tydeligt, da filmen Rich Kids filmen kom i biografen. Dengang gik i 2.g. Jeg var provokreret og forarget over, at alle blankt troede, at de nordsjællandske karakterer i filmen var lig med sande.
Vi var jo så mange på gymnasiet som slet ikke var i nærheden af det filmen skildrede. Jo jo, nu skal jeg heller ikke være hellig, for der var selvfølgelig typen der kom kørende i skole i fars Porche, og som var en smule overfladisk, egoistisk, tangerende til arrogant og sikkert også tog stoffer i fritiden. De ting som ‘man’ nu en gang forbinder med ordet ‘nordsjællands overklasse type’ (hvilket også super ubehageligt at der er den fordom). Men det var nok noget svarende til 5% af typerne som var sådan på gymnasiet. Så det fandme røv nedern, at der på baggrund af så få folk kommer så voldomme fordomme.
Men kan vi overhovedet komme udenom det?
Og jeg tror faktisk, at alle gymnaiser i landet har 5% af den her ‘selvglade-alt-for-smarte-jeg-har-nok-i-mig-selv-typer’. På samme måde som alle har den rebelske gruppe, nørderne, de mainstream piger, smart-i-en-fart-drengene etc.
I årerne efter gymnasiet (og det sker stadig), begyndte jeg at være lidt flov over at have gået på Øregård. Især når folk har så meget (negativt) at skulle have sagt om den såkaldte champagnedreng der står og clubber den ved et bord på Jupiter/Sunday/Hive med alt for store flasker, og omgivet af alt for mange dåser.
Nej, dét er jeg altså ikke. Det vil jeg ikke sammenlignes med. Men det er også pudsigt at tænke på, hvor meget negativt der altid er at sige om en type.
Om champagne/Øregårdstypen ville der for ekspempel aldrig blive nævnt:
"Gud hvor har hun en flot krop, og sikke veljplejet hår og negle, og mega fed stil”. Nej. Måske tænker folk det, men til veninder vil der i stedet blive sagt: "Fuck, hvor er hun tynd, hun har sikkert spiseforstyrrelser, og hendes dyre taske har hendes far helt sikkert sponsoreret”
Da jeg var yngre, tog jeg nærmest i provokation afstand til at være den type, at jeg faktisk undlod at fortælle hvor jeg havde gået i gymnasium, og godt kunne finde på at smide en hvid løgn.
Der er fandme ingen som skal dømme mig på mit bagland. Jeg tror også det er derfor jeg tager så meget afstand fra at tilhøre én kasse. Nej. Jeg er et miks, og jeg er en sammensætning af mange typer.
Og jeg er ligeledes også tiltrukket af mange forskellige typer af mænd.
Men men men. Det er jo også lidt sjovt at tale om typer. Også selvom jeg lige har fyret den med hvor meget ingen skal sætte mig i bås, så lod jeg mig for nyligt interviewe til Eurowoman om de 11 typer af mænd jeg finder i natten. Det er selvfølgelig MEGET generaliserende, og måske også lidt over-the-top, men sjovt det er det. Så hvis ikke I har læst det, så gør det. I det mindste for at få go’ grineren på!
Ligesom jeg ikke kan placere mig selv under én type, så elsker jeg også mange typer af de mænd jeg har beskrevet i interviewet. Det kommer meget an på mit humør. Når jeg er i dansehumør, så er jeg til ‘den elektronisk musikelskende Berlinertype’. Når jeg har lyst til at rafle på Byens Kro, så er det med ‘den ukomplicerede øldreng’, og når jeg ikke gider bruge penge i byen, så kan jeg godt sende lange blikke efter ‘champagnedrengen med slikhår og Platin Visa’, alene af den ene grund.
Afsluttingsvis, så ærger jeg mig over, at vi ikke har taget ‘Den bløde dreng, der ikke gider at feste, men bare gerne vil finde sig en kæreste’. For hylan da, hvor er der begyndt at komme mange af den type efter jeg så småt nærmer mig de 30.
Er der nogle typer I synes der mangler?
Hende her er jeg for eksempel kun én gang om året.
Hende her er jeg ca. en gang om ugen.
Og de her to typer er jeg altid! Jeg kalder dem: ‘Lev livet, vær’ glad, hav en fest med dig selv uanset hvor du går ud’
