En lang overskrift og et endnu længere blogindlæg, for nu skal I med på min udannelsesrejse fra gymnasiet. I går var det nemlig sidste dag for ansøgning til kvote 2, og jeg husker d. 15. marts 2009 kl. 12.00, som var det i går, hvor jeg var mildest talt ved at skide i bukserne over at søge ind på Mediehøjskolen.
Jeg havde ekstremt lavt selvværd efter gymnasiet. Jeg havde valgt at prioritere hele baduljen på dansen, som jeg troede skulle være min levevej. For dét gjorde mig glad i hele min barn- og ungdom.
Jeg føler egentlig altid jeg har været målrettet, og gjort mit yderste at nå ting jeg gerne ville i livet, så prioriterede jeg:
- At gå til dans flere gange ugentligt, og på ingen måde drosle ned på hold
- På trods af, at jeg i gymnasiet både havde et fritidsjob, så jeg kunne få lækkert tøj (det var jo også en prioritet)
- Havde en kæreste (som også var en vigtig prioritet)
- Og alt for mange venner fra både Virum, de nye fra gymnasiet, de gamle fra dans og kollegaer fra fritidsjob, som jeg skulle hænge på caféer og feste med (som i særdeleshed var en prioritet)
Rigtig mange prioriteter og rigtig lidt tid.
Jeg skulle jo også liiige tage et kørekort, besøge min far i Israel i ferierne, til dansekonkurrencer i ind og udland i weekenderne, en sommerhustur hist og her, og selvfølgelig i byen på Absalon, Envy og Cavi hver weekend.
Puha, jeg bliver helt forpustet bare ved tanken af mit hektiske teenageliv, og faktisk så husker jeg tydeligt, hvor misundelig jeg var på ‘de andre’ som blot havde gymnasiet som deres et af alt.
Sagen er den: Jeg voksede op i Virum og valgte (fordi jeg ikke magtede at gå på VG som alle andre) at tage væk, og det blev af (lidt) latterlige grunde, fordi jeg skulle møde kl. 8.15 og togturen var til at overskue (jeg fik jo et ekstra kvarter i den anden ende) derfor Øregård gymnasium. På godt og ondt.
Jeg brød mig ikke om at gå i gymnaiset. Ikke kun fordi det var Øregård, men fordi jeg ikke havde fokus på uddannelse. Jeg burde nok slet ikke være gået i gymnasiet, men det skulle alle andre, så det skulle jeg da også. I stedet for at nyde gymnasietiden, så blev gymnasiet min evige dårlige samvittighed.
Lidt ligesom når jeg i folkeskolen ikke kom i skole, fordi jeg vidste, at jeg skulle op til skoletandlægen og have lavet et hul. En dårlig samvittighed over mit manglende engagement og de manglende lektier – generelt bare en masse dårlige undskyldninger for mig selv.
Jeg følte mig ikke hjemme i gymnasiet. Til gengæld, så følte jeg mig hjemme på danseskolen. Jeg følte mig hjemme i bageren, hvor jeg arbejdede, som senere hen blev i en tøjforretning. Det var dér jeg fik mine små sejre. Det var dér jeg fik optursfølelser om at jeg var ‘god nok’, jeg var klog nok, smart nok. Jeg følte faktisk, at jeg var ‘noget’ værd. Nok fordi jeg blev vurderet for mine personlige kompetencer og erfaringer, og ikke for hvor mange lektier jeg havde læst.
Jeg var den bedste til hovedregning i bageren, hurtigst til at tælle kassen op, bedst til at huske alle ingredienser i brød og kager og optimerede tiden konstant – der var ingen kø når jeg var på job. Jeg synes selv, jeg var en effektiv medarbejder, én som elskede at gå på arbejde og brændte for jobbet, og elskede at servicere kunderne med et kæmpe smil og et god dag med på vejen.
I tøjforretningen fik jeg totalt optur over, at jeg fik lov til at style hele vinduet, og en bedstemor (vi havde også børnetøj) kom ind og sagde, at hun ville købe hele sættet til sit barnebarn, på trods af, at det kostede 5000 kr., blot fordi, at hun synes det så mega lækkert ud sammen. Jeg begyndte stille og roligt også at tage mere ansvar, og så alle små opgaver som mer’ salg. Fx. når jeg hjalp folk i prøverummet med en buks til den top den havde med inde. Så gav jeg dem selvfølgelig én som jeg vidste ville falde i deres smag, så de også ville snuppe den med.
Det lyder måske som nogle latterlige små ting, sikkert, men for mig, så var det de ting, som jeg levede højt på i gymnasietiden. Jeg fik mine små succesoplevelser, og det gjorde at jeg turde mere, tog mere ansvar, var mere selvkørende og derfor også performede bedre – også i privaten.
For at vende tilbage til kvote 1 og 2, så var sagen den, at jeg selvfølgelig ikke er verdensdame (selvom jeg nogle gange føler jeg er), så jeg kunne jo ikke både håndtere venner, kæreste, fritidsbeskæftigelser, fest OG lektier. Og når skolen sagde mig mindst, så var det også dét som jeg nedprioriterede.
Jeg har aldrig været vidst: “Når jeg bliver stor, så vil jeg gerne være læge” agtigt. Godt nok, så har jeg altid drømt om at være indretningsarkitekt eller designer, men ikke kunne tegne, og så den drøm dræbte jeg hurtigt. Derfor, så følte jeg heller ikke at det gav mening for mig, jeg lære at tale fransk eller læse op på græske guder. Der var ingen som kunne fortælle mig hvad jeg skulle bruge det til andet end det her satans gennemsnit, som jeg jo heller gik målrettet efter, da jeg ikke vidste hvad jeg reelt skulle bruge det til.
Sommeren 2007 bliver jeg student med et snit efter den gamle skala på 7,3. Virkelig skidt. Alt under 8,5, hvis ikke faktisk 9, kunne jeg ikke “bruge” til noget. Så meningsløst, og jeg var selvfølgelig en smule vred på mig selv over, at jeg ikke havde prioriteret skolen. Mega flov over min præstation, for jeg følte mig jo ikke dum. Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg var en intelligent kvinde.
Der er især en episode med min studievejleder, som jeg husker tydeligt. Til anden samtale i 3.g fortæller hun mig, efter jeg helt glad efter første snak med hende, endelig havde ‘læst op på lektien’ og fundet mig en uddannelse som jeg faktisk gad bare en liiiile smule, som var Medieproduktion og Ledelse på Mediehøjskolen.
Helt glad type, får jeg smasket en dør i hovedet, da hun fortæller mig, at: "Dér skal du på ingen måde regne med at komme ind med dit snit. Og så er der desuden optagelsesprøve. Det kan du godt glemme alt om”.
Jeg husker det som mit eneste ‘håb’, fordi jeg vidste der var optagelsesprøve.
Hun tydeligtgjorde for mig, at det var meget meget svært at komme ind. Hun var så hård! Jeg husker følelsen i kroppen så tydeligt. Det var som at finde en nål i en høstak, og så pustede hun blot blidt til den, og så var den nål væk igen. Jeg husker det som var det i går, hvor ondt det gjorde, da hun tog det lille håb tilbage fra mig om at jeg ‘kunne blive til noget’, netop fordi der var optagelsesprøve efter en kvote 2 ansøgning.
Nå, men jeg kørte alligevel på.
2007 arbejder min røv i laser. Fuldtid i tøjforretning og som eventmedarbejder, tjener, bartender – alt mulig dame på Kulturkajen Docken i weekenderne. Et nyt sted med en masse fed energi, fede events og mange nye mennesker jeg kunne lære at kende. Fordi jeg var så dedikeret (tror jeg), så blev jeg hurtigt ‘over’tjener, og hjalp endda også gymnasievenner ind, som var misundlige på, at jeg havde fundet mig sådan et nice job til gode penge.
2008 tager jeg ud at rejse alene i 5 måneder. Jeg ville forfølge min drøm om at blive danser og ville til LA. Turen tager så en anden drejning, og i stedet for at besøge min ekskæreste, som var udenlands, for dernæst at tage til LA, så vender jeg snuden på Asien. En tur hvor jeg nåede at få fnat 3 gange, lus 3 gange, kønsvorter en gang, syg med parasitter en gang og 12 kilo tungere vendte hjem. Fedt. Men shit en dannelsestur det alligvel var!
Jeg kommer hjem, arbejder videre min røv i laser på Docken, som tjener i Tivoli fuldtid hele sommeren, og starter også i efteråret på en anden restaurant Bottega, så jeg kunne tjene penge til at dække min gæld, og for at få skrabet nogle sammen til hurtigt at flytte hjemmefra. Jeg flytter ind i smørklatten af Kbh, ovenpå Gorms restaurant i Magstræde i en 3 etagers lejlighed med 3 damer. Jeg klarer mig selv, og jeg har det godt. Jeg har penge, kæreste, veninder, job og er glad. Faktisk nok en de gladeste perioder i mit liv.
Pausen og perioden med arbejde vækker også noget i mig. Jeg får lyst til at lære, og lysten til at læse og få en karriere vækkes, men hvad skulle jeg dog søge?
Mit selvværd var trods succesfulde jobs i servicebranchen stadig ikke noget jeg følte mig ‘klog’ på. Jeg var klog på mennesker, service, mad – en masse ting, men jeg følte mig stadig som den taber med 7,3 i gennemsnit, som var den pige i alle venindeflokke, som havde dårligst karakterer og ingen retning på livet. En tanke jeg desværre stadig har svært ved løsrive mig selv fra, at jeg ikke føler mig ‘almen’ klog.
Alligevel, så husker jeg tydeligt hvorfor jeg turde søge ind på Mediehøjskolen. En pige, som jeg arbejdede med på Bottega, Liv, som i forvejen gik på Mediehøjskolen, godt nok på en grafisk uddannelse. Men, da jeg fortalte hende om mine overvejelser om at søge den mindst kreative af dem (MPL), så lo hun nærmest: “Selvfølgelig kan du da komme ind”. Hun sagde det på sådan en måde, som om, at jeg da måtte være idiotisk at have så lave tanker om mig selv. "Selvfølgelig kan du komme ind, Rebecca. Du har uden tvivl de rette kompetencer og drive.”
En helvedes masse overvejelser, skitser for at visualisere min lederskabs-kompetencer og erfaringer fra tidligere job, et hav af skænderier med min kæreste og min mor (som jo blot prøvede at hjælpe mig med den motiverede ansøgning) – og sendt blev den så endelig 15. marts 2009 inden klokken slog 12.00.
Jeg har aldrig haft så nøjern på, som da jeg ventede på første mail om første optagelsesrunde, hvor jeg heldigvis var med! Og jeg gik fandme også videre til næste runde, og videre til sidste samtalen, hvor jeg var bund ærlig og havde forberedt mig på hvad jeg skulle svare, hvis de nu spurgte ind til mine dårlige karakterer. Og det gjorde de.
Og jeg gav dem semi smøren som skrevet herover. Semi, ikke helt så detaljeret, men i høj grad det med at jeg er et målrettet menneske, og jeg ikke gør ting halvt. Og jeg var af den overbevisning, at jeg skulle være prof. danser, og jeg kunne se målet for enden af tunellen, og det kunne jeg ikke med gymnasiet, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge det til. Det andet var målbart og det kunne jeg forholde mig til.
Og jeg kom ind!
Direkte ind på mit drømmejob som projektkoordinator hos Copenhagen Fashion Week, fordi jeg bl.a sideløbende havde arbejdet hos Distortion som frivillig, og fået mig et et netværk og en hulens masse erhvervserfaring fra mine tjenerjobs, som ingen af mine jævnaldrende venner på daværende tidspunkt havde. Og det skal bestemt ikke lyde hoverende, så kender jeg flere som kommet ind på deres uddannelse på kvote 1 med et godt snit, og efter endt kandidat er på dagpenge.
For hvorvidt du egner dig til at komme ind på et studie, hvorvidt du er motiveret for at fuldende studiet, og komme ud på den anden side og være ‘en dygtig én’ – det handler jo også om SÅÅÅÅ meget andet end karakterer.
Det handler også om menneskelige og personlige egenskaber, kompetencer du tilegner dig i verden, i jobs, i hverdagen med mennesker – og kvote 2 og optagelsesprøve er 100% vejen frem! Alt andet er jo dumt. Hvorfor ikke vælge dem som er mest motiveret for studiet? I stedet for dem som måske blot har været dygtige til at terpe og ikke har samme drive, gå-på-mod og ambitioner?! Seriøst, man dræber folks selvværd, og giver ikke folk en ægte chance. Hvem fanden ved også hvad de vil når de er 16-18 år gamle andet end at hænge med venner og spille smart?
Jeg mener seriøst, at pga. af gymnasiet kæmper jeg stadig med mit selvværd, og jeg føler mig stadig som den dummeste i min venindekreds, fordi jeg ved, at de andre har 12-taller derudaf… Og folk som i forvejen ikke har det godt med sig selv, får jo det endnu værre af at blive dræbt af et system som ‘dømmer’ folk, fordi de ikke havde en retning på livet i teenagealderen, eller havde (som jeg selv) et andet fokus.
Tror faktisk, at jeg lige skriver et indlæg til om rejsen fra at komme ind på MPL og til at få mit drømmejob, for jeg fik jo selvfølgelig heller ikke 12-taller på mit videregående studie (jeg havde jo en masse andre ting som jeg var mere fokuseret på), men på trods af det, så blev jeg færdiguddannet som 24-årig og kunne påbegyndte min karriere en hel del år før min omgangskreds, som nærmest lige har afleveret speciale i går. Hvilket jo også er på godt og ondt. More to come!
Og hey, tro på jer selv derude og held og lykke med ansøgningerne til alle jer opturs seje kvote 2 mennesker!! I er skide gode også selvom I skulle søge kvote 2!
// Rebecca Vera
