Alle billeder er fra 2015 af dygtige Sarah Buthmann.
For et par dage siden fik jeg en facebook reminder om at det var 6 år siden, at jeg var i på udveksling i Melbourne, som var turen, hvor jeg gik hen og blev forelsket i en pige. Og det er stadig en oplevelse, som jeg tænker meget over, især når jeg 5 år senere ikke har haft en kæreste siden.
Er der noget galt med mig?
Den første ting er, at jeg er lidt for tilbøjelig til, at tage meget afstand til det at være ‘for’ kvindelig, som jeg har en illusion om i mit hovede er ‘svagt og piget’, og noget som jeg ikke anser som ikke værende en positiv værdi. Det er som om de ‘mandlige’ værdier altid har trukket en smule mere i mig, og nogle gange tænker jeg over, om jeg havde gjort mig bedre som et andet køn?
Men hvad dækker ordet køn overhovedet over?
Fx. så jeg har mega let til tårer, og når jeg tuder (som jeg har fået besked på, at det bestemt ikke hedder), så føler jeg mig så lille piget, og bliver alt for ofte en undskyldning for mig selv. Jeg føler ikke det er stærkt – "kvinde-Beyonce-I-run-the-world-agtigt-stærkt” – i forhold til hvad min forestilling om det at være kvinde er. Hvilket jo er mega latterligt. For det er jo mega stærkt at vise følelser!
Og sådan har jeg mange antagelser, som jeg selv er bekymret for er ‘piget svagt’ (undskyld jeg bruger den betegnelse, jeg håber I forstår), og det er så her, at jeg bliver en smule irriteret på mig selv.
Hvorfor sætter jeg overhovedet lighedstegn ved en menneskelig ‘værdi’ og et køn? Hvad er maskulint og hvad er feminint? Skal jeg være mere feminin end maskulin for at være kvinde? For i så fald, er jeg så overhovedet født i den rigtige krop, som det rigtige køn?
Den anden ting er, at jeg gerne vil være som en mand. Altså opfattes ligeså ‘stærk’ som en mand. (Jeg håber I forstår ‘sarkasmen’ ved at sætte køn i bokse igennem indlægget – det er er smule svært, og bestemt ikke min mening at træde nogle over tæerne), men jeg synes det er svært både at være en stærk kvinde, som vil klare sig selv, og samtidig også gemme på en lille pige, som blot vil holdes om og tages af. Men vil nogle mænd jo egentlig ikke også gerne det?
Det er så svært at skrive om det her emne, uden at jeg sætter alt og alle i bås, så jeg håber I forstår hvor jeg kommer fra – for jeg vil alt andet end at sætte nogle eller noget køn i bås.
Men jeg har en latterligt idé i mit hovede om, at være svag er lig med feminint og stærk er maskulint, men det ikke handler om køn, det handler blot om menneskelige, personlige værdier. Giver det mening?
Seriøst. Nogle gange, så ville jeg ønske, at jeg bekymrede mig mindre, og tændte mere op for min: I don’t give a shit attitude. Jeg ved jo hvem jeg er og hvad jeg står for, så hvorfor tænker jeg overhovedet på om andre (mænd eller kvinder) opfatter det som mere eller mindre maskulint eller feminint?
Og hvad er i reglen overhovedet kvindeligt og mandligt? Er fremtiden ikke også kønsneutral? Hvad fanden er et køn egentlig for en størrelse, når vi alle gør det samme og tænker ens som mennesker? Udover det er kunne at kunne lave børn, men der har forkning jo også tilladt, at man i dag kan parre to æg.
Jeg vil gå for meget i køns- og kvindedebatten, for det optager mig mere hvad der overhovedet er ‘naturligt kvindeligt’ eller ‘naturligt mandligt’.
Hvad er overhovedet de kvindelige og maskuline antaget værdier? Jovist, findes der de ‘gamle’ værdier, såsom at det er ih oh so maskulint at være fikse-handy-mand i hjemmet, men det er lige før, at jeg kender flere mænd og fædre, som køber ind og laver mad hver dag til deres familien (som vel er antaget feminint), og flere kvinder som er bedre med en skruetrækker (maskulint). Køn deler vel ikke også værdisæt, vel? Nej, det gør mennesker. Det gør personer.
Måske handler det slet ikke om, at jeg nogle gange føler, at det er ‘mænds værk’, at kvinder (og jeg i blandt) ikke tror nok på sig selv og står ved den de er, fordi de føler de skal leve op til en maskuline antaget kvindelig rollemodel er? Et køn hænger jo faktisk ikke sammen med hverken maskulinitet eller femininitet værdier når jeg tænker over det.
Da jeg for seks år siden forelskede mig i pige, så gjorde det mig jo heller ikke mere eller mindre maskulin eller feminim for den sags skyld, jeg er og var stadig den samme, med præcis samme værdier – fordi mine sexuelle præferencer havde ændret sig, så var jeg pludselig mega maskulin (selvom jeg nogle gange lidt troede jeg skulle være det).
Jeg tror jeg skal til at være mere ligeglad med det stereotype billede, som jeg synes, at der forventes af at være kvinde. Og måske skal jeg også selv blive bedre til ikke at dømme følsomme mænd, som har let til tårer, og som er alt for poleret, og går mere op i deres udseende end jeg selv, og når de viser deres ekstremt flotte, sat-i-system-clean-hjem, så min første indskydelse dømmer, at han ‘da må da være til samme køn’ fordi han besidder så flere ‘feminine værdier’ end jeg selv, men igen: Der kan ikke sættes lighedstegn ved køn og værdier.
Måske skal vi bare til at erkende, at vi alle er forskellige og intet i verden er mere ‘rigtigt’ at gøre som kvinde eller som mand, og ikke dømme andre som har en anden opfattelse en jeg selv. For inderst inde, så vil jeg gerne omgås mennesker som har de samme værdier som jeg selv her i livet – uanset om de er født som kvinder eller mænd, eller i dag for den sags skyld er transkønnet.
Der er bestemt nogle ting, som vi kvinder stadig skal kæmpe (mere) for (end mænd), og jeg er også mega privilligeret, at jeg er vokset op i Danmark, hvor vi trods alt har det en del bedre end fx. et land som Saudi Arabien, hvor kvinder bliver dømt som, at de kidnapper deres børn for at sætte sig på et fly med deres egne børn uden deres mand.
Egentlig, så tror jeg, at jeg skal – og vi skal – tro noget mere på os selv med alle de dejlige forskelligheder vi nu en gang har. I hvertfald, så jeg skal jeg nogle gange huske på, at hvile noget mere i den kvinde jeg nu en gang er, og ellers må folk lege med nogle andre.
Selvom jeg måske har lidt flere ‘maskuline’ værdier, og det kan opfattes som alt andet end ‘den feminine kvinde’, så tror jeg altså igen vi er ens indeni – uanset køn – kvinder og mænd kan opfattes intimiderende og hårde, er jo blot indtil et andet menneske får knækket skallen. Jeg tror alting er en narcissistisk illusion, som jeg selv skaber i hovedet ud fra antagelser og opfattelser, som bliver et facit i mit hovede, selvom jeg slet ikke ved om passer.
Så lad os hellere lige embrace forskelligeheder, og lad os hellere kæmpe for hvem vi er uanset køn, værdier og sexuelle præferencer. For mig er køn blot et ord for om du kan lave børn på naturlig vis, og burde ikke have nogen indflydelse eller betydning for nogen eller noget.
Kærligst,
Rebecca Vera
