Sponsoreret
Nu er det præcis fem måneder siden, at jeg valgte at sige op og kaste mig ud i det. Gå fra de trygge rammer som lønmodtager og sige ja et liv som selvstændig.
Det pudsige er, at det hele kom så mega naturligt. På trods af utallige skræmmeartikler om, hvor hårdt det selvstændige liv kan være, og på trods af, at mange perifere venner og bekendte fra i min omgangskreds satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg nu havde tænkt det hele nok igennem og var klar…
Jeg har ALTID været klar! Jeg har bare ventet på dette rette tidspunkt!
Jeg har hvert fald altid følt mig klar! Men altså, hvornår ved man også overhovedet om man er ægte klar?! Jeg tænker det vel er lidt på samme måde som at få børn; Èn type mennesker er spontan og go-with-the-flow-agtig; planlægger i takt med at de bliver gravide og omlægger rutiner og tilrettelægger sig et liv derefter. En anden type planlægger i et væk, har semi allerede opskriften inden de er fyldt 18 og flyttet hjemmefra. Semi så meget, at de altid vil få lidt nedern på, fordi det kun kan gå én vej, og det er nedad, hvis alting ikke er super duper perfekt og lige efter deres (drømmende) hoved.
Jeg ved ikke, om jeg er hverken eller, for det er yderpolerne jeg har sat op her.
På mange måder har jeg altid følt mig ambitiøs. For nogle betyder det, at være perfektionistisk, super struktureret og at vide, hvad fremtiden bringer. Og det har jeg føler jeg til dels også jeg er. Men jo ældre jeg er blevet, og jo længere tid jeg har arbejdet i trygge rammer, jo mere har mit indre rebelske og kreative rodehoved haft lyst til at komme frem; For jeg elsker spontaniteten mere end noget andet, hvor jeg mærker efter og gør lige hvad der føles rigtigt, lige her og lige nu. Men den indre Rebecca har aldrig rigtig haft pladsen til at folde sig ud. Sådan rigtigt.
Som lønmodtager har jeg i mange år følt mig låst. Jeg har ikke følt, at der var plads til, at jeg kunne udfolde mig. Hverken i forhold til min personlige udvikling eller kreativt. Jeg var låst i en stilling, og jeg kunne på mange måde ikke gøre tingene lige efter mit hovede.
Det giver jo også ret god mening, at man har arbejdsområder, man skal varetage, og der trods alt er sat nogle rammer, som man skal arbejde indenfor, ligesom jeg pt. sætter rammer for mine ansatte. Alligevel var det som om, at græsset altid var liiiidt grønnere på mine kollegaers borde, på andre arbejdspladser eller på mine småprojekter, jeg varetog i fritiden.
Det afhænger sikkert også sindsygt meget af den branche man arbejder i, arbejdspladsen, miljøet omkring en og ikke mindst ens chefer. Og på trods af mange arbejdsgivere, som gav mig ‘ansvar for egen læring’, og var super fleksible med fritidsinteresser, tandlægebesøg m.m., så følte alligevel ikke, at jeg kunne ånde. Ikke noget som jeg registrerede i øjeblikket, hvor jeg arbejdede, men ser jeg tilbage på det nu, hvor jeg har denne her optursfølelse af lykke i kroppen, så giver det hele mening.
Måske handlede det også om, at min lyst til at udleve min drøm om at være selvstændig groede sig større og større: For hvis jeg kan være min egen herre OG forene mine kompetencer MED mine største interesser, OG smelte det hele sammen i ét forretningskoncept som jeg ligeledes brænder ekstremt meget for, hvorfor så ikke gøre det?
At gå selvstændig har være en drøm siden jeg var helt lille. Det har altid været det, jeg har sagt, når jeg ikke vidste (som alle andre omkring mig, der ville være jurister, læger etc.), hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Siden én eller anden fortalte mig, at jeg var en løve af stjernetegn, og de var meget selvstændige. Siden jeg i folkeskolen fik at vide, at jeg var ledertypen. Siden jeg som tjener fik lov til at blive overtjener, fordi jeg tog anførertrøjen på. Siden at jeg på arbejdsplader blev anerkendt for mine kompetencer. Siden jeg igennem mindre og større projekter fandt ud af, at jeg kunne finde ud at stå på egne ben – og resultaterne næsten blev bedre end på mine arbejdspladser. Og især siden, at jeg bemærkede lysten til at være min egen herre, efter jeg begyndte at blogge – friheden til at genere eget indhold motiverede mig mega meget!
Selvom jeg nu sidder tilbage og tænker på alle de fantastiske ting, som er fulgt med, og selvom jeg er i dag er (en) selvstændig (kvinde), så er det fandme ikke lutterlagkage at være selvstændig. Og den frihed, som jeg troede fulgte med, den er nærmest ikke eksisterende. Hvert fald hvis frihed måles i (fri)tid.
Og nu skal jeg ikke til at lave skræmmekampagne og brokke mig, som alle de artikler jeg læste, inden jeg sprang ud i det. Nej. For jeg har ikke fortrudt min beslutning én eneste gang. Også selvom det selvstændige liv ER HÅRDT!
Artiklerne har jo lidt ret. Jeg har på den ene måde friheden til at gøre lige, hvad jeg vil, men på den anden side, så har jeg aldrig nogensinde haft så meget selvdiciplin og så høj arbejdsmoral og følt mig så låst. På trods af, at udsigterne til ferie i det kommende års tid er små, og at jeg nok ikke kommer til at tjene alverdens penge i lang tid. Og tager jeg i betragtning, hvor ensom og alene jeg har følt mig i mange måneder, og at jeg stadig gør det hver dag (som nok har været noget af det aller værste), og hvor meget mit humør stadig svinger, grundet alverdens småting som lige kan tricke én (for alle følelser er konstant ude på tøjet!), så er dét det hele værd!
Jeg som troede, at jeg var var hårdhudet – jeg tog så grusomt fejl. Aldrig har jeg nogensinde taget små kritik så nært. Og selvom jeg er typen, som er stolt af at kunne håndtere konstruktiv kritik, så føltes det pludselig som om, der var personlige heads mod mig. Men for hylan da. Jeg har skabt det, jeg kun turde drømme om, og ser det vokse og fungere i praksis. Jeg er blevet rost og anerkendt for min bæredygtige tankegang bag konceptet, deleøkonomi aspektet og det cikulære tøjsystem, som jeg har udarbejdet (som jo qua tidens tendenser lidt giver sig selv at få et klap på skulderen for) – det er jo SÅ vildt! Jeg har fået overvældende ros og anerkendelse. Noget, som jeg hungret efter i min tid som lønmodtager.
Men det som er kommet allermest bag på mig har været, hvor meget jeg er blevet rost for mit mod.
Jeg har virkelig undret mig over det, når folk har spurgt: “Hvordan turde du at gå selvstændig?” og “Hvor er du dog modig!”. Er det modigt at tro på sig selv og efterleve sine drømme? Måske en smule. Men jeg var ikke klar over, at det var noget af det, som ville gøre mig allermest glad i denne proces. For fanden, hvor er det optur at få at vide, at jeg er modig. Sådan helt helte Brøderne Løvehjerte agtigt. Og jeg, som er bange for mørke og for at være alene hjemme…
Jeg er i forvejen røv dårlig til at tage i mod ros (også selvom jeg elsker det, hvem gør ikke det?!), men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når folk siger søde ting om min process med at gå selvstændig. Jeg bliver helt barnlig blød kajkage, som får varmechok og må vende ryggen til, fordi den lyserøde creme vælter ud, idet jeg rødmer som en 10-årig. Men shit det føles samtidig så lækkert at få ros og anerkendelse for noget, som jeg har udrettet!
I sidste uge startede min første fuldtidsmedarbejder, og i denne uge har jeg samtaler med kommende butiksassistenter – og kigger pt. på et større lagerlokale fordi Veras bugner i tøj fra en masse søde medlemmer. Så selvom der er dage, hvor jeg bare har lyst til at trække stikket og hoppe tilbage på en arbejdsplads, hvor jeg møder ind kl. 9, holder betalt frokostpause, drikker gratis kaffe, får betalt mobilen, og med god samvittighed kan smutte kl. 17, så har jeg aldrig nogensinde været gladere for at sige ja til livet som selvstændig. Jeg tror ærligt talt aldrig nogensinde, at jeg kommer til at skulle tilbage på det ‘normale’ arbejdsmarked igen.
Bedste råd: Har du en drøm om at gå selvstændig, så spring ud i det! Har du troen på, at det skal lykkes, så skal det nok lykkes. Du vil seriøst kun fortryde det, hvis du ikke tager chancen!
// Rebecca Vera
