Det selvstændige liv er skide fedt, ja, og andre dage så er det ikke ligeså fedt. Nogle gange tænker jeg over, hvordan hylan jeg fandt på både at starte et online koncept, med en fysisk butik, og dertil også skal arrangere et genbrugstøjmarked. En aften som i aften, så tænker jeg seriøst over: “Hvorfor i alverden valgte jeg dog det her liv?”
Og selvom jeg bliver glad i låget over folks rosende og anerkendende ord for mit mod, og hvilken inspiration jeg er, som gerne vil have tips til selv at gå selvstændig… (TAK!), så bliver jeg nogle gange i tvivl om det nu også er dét værd?!
Alle har spillet kloge Åge, og fortalt mig om hvordan jeg ikke skal regne med at holde fri de første mange år, forberedt mig på hvor hårdt det hele kommer til at være, og for Guds skyld ikke at regne min timeløn ud… På trods af, at jeg netop havde været sygemeldt med stress, og efter et års tid finally var ved at blive rask, så var jeg slet ikke bange. Det eneste som føltes rigtig var at jeg skulle gøre mine egne ting. Al den snak om at min drøm siden jeg var helt lille var at være selvstændig…
Men… Hvem er det egentlig jeg gør det for? Jeg er jo overbevidst om, at jeg gør det for at gøre verden til bedre sted (og fordi jeg ikke kan lade være), men er det måske endnu bare "et job” hvor jeg stræber efter anerkendelse, som jeg aldrig fik på arbejdsmarkedet, eller er det fordi jeg bevise overfor mig selv og omverden, at jeg fandme godt kan. Jeg ved det ikke? Måske en blanding af alt og lidt ekstra til.
Tænker nogle gange på hvorfor kan jeg bare kunne affinde mig med et 9-17 job, med en moderat løn og et liv, hvor jeg ikke har halvt så mange bekymringer over hvad hylan fremtiden vil bringe. Hvem vælger dog aktivt det her liv? Et liv, hvor jeg selv på en velfortjent ferie, hvor jeg har arbejdet i ekstra døgndrift op til, for at kunne holde ferie, alligevel tjekker min mail alt for ofte, fordi det virker useriøst som chef ikke at gøre det. Og når jeg nok aldrig kommer til at holde ferie på samme måde som jeg gjorde en gang, fordi Veras fremtid fylder mit hovede op hver gang jeg lukker øjet på en strandstol.
Tydeligvis, så gør jeg.
Noget af det hårdeste, som jeg heller ikke har overhovedet har lyst til at dele ud af, er alle de mange frustrationer og negative tanker jeg gør mig. For de hjælper mig jo hverken mig eller min virksomhed, men det er svært altid at være skide positiv når ting, som det jo er i perioder, ikke altid flasker sig som jeg ønsker. Alle gode råd og konstruktiv kritik folk kommer med – som jo er mega nice! Men som et lidt for nærtagende menneske, så gør det ondt hver gang, også selvom jeg vælger at fokusere på den optimerende del.
Hvorfor bliver Veras ikke en succes over night? Hvad er overhovedet parameterne for at måle hvorvidt det er en succes? Jovist skal biksen køre rundt, men altså det kan jo også altid bliver voldsommere, bedre og vildere. Kan det ikke?! Og hvornår er man tilfreds? Hvis jeg nogensinde bliver stillet tilfreds?!
Især på min rejse til Vietnam, så gjorde jeg mig en masse tanker. At rejse er at leve (!) og der er ikke noget så livsbekræftende som at møde andre kulturer og mennesker. Jeg savner det mere end noget andet. Jeg savner, at være bekymringsfri, at leve i nuet, og ikke tænke så meget på fremtidens data; antal medlemmer, økonomi og hvor meget trafik jeg kan genere i form af følgere, likes etc.
Hvis livet blot var et eventyr, hvor alting nok skulle gå (for det skal det jo nok), og hvor jeg kun skulle bekymre mig om hvorvidt jeg kunne få brød på bordet.
Gentagende gange på rejsen, kom sætningen: "Jeg vil rejse noget mere. Ej, hvor skal jeg til at rejse noget mere!” Ja, det vil jeg, men nu er det snart slut. En følelse som nærmest gjorde mig rad i takt med, at jeg talte dagene til, at jeg snart skulle hjem, og højst sandsynligt ikke kom på en lignende rejse igen før om et års tid, hvis jeg er heldig.
Hvorfor har valgt en beskæftigelse, hvor jeg intet tjener og arbejder max, så jeg har råd rejse det mindre og tid til at leve det mindre? Hvorfor?!? Så jeg kan gøre det livet egentlig handler om det mindre?
Jeg vil gerne bruge min tid på at hjælpe fattige, som værdsætter livet så meget mere end vi med vores first world problems om anerkendelse, gør her i Danmark. Jeg vil gerne være i stand til at gøre gode ting for andre mennesker og hjælpe verden med at blive et bedre sted, hvor penge ingen værdi har, men blot er et middel til at få mad på bordet, men penge ikke er noget i nærheden af drivkraften for at leve. Jeg vil være glad, og det får jeg af isærdeleshed, af at gøre folk glade – og dermed være med til at gøre en forskel.
Åh, så spiller violinen. For hvem vil ikke det? Men jeg mener det sgu! Jeg fik seriøst lyst til at sælge min lejlighed, og tage ud i verden og hjælpe andre i sekundet jeg satte mig i flyet på vej hjem!
Og så alligevel. Tilbage på dansk jord, så forsvinder følelsen om livets store bedrifter og alt bliver igen hverdag. Småstresset knopper popper op på mine kinder og hals, jeg sover skidt om natten og hjertet hamrer nogle gange mere end hvad godt er.
Men man kan jo heller ikke være en af de backpacker typer, som blot er hjemme for at tjene penge og så rejse igen. Eller kan man? Vil de nok i livet? Med livet?
I mandags, da jeg stod i Veras i Vendersgade, den næstsidste dag vi havde åbent i den gamle butik, dér slog det mig, hvorfor det var, at jeg havde valgt den selvstændige vej. For selvom at hverdagsstressen og latterlige bekymringer fylder mit hovede op, så mærkede jeg dér i butikken at jeg levede igen. Efter 14 dage på dansk jord, hvor jeg mest af alt havde lyst til at forsvinde fra triste grå semi brokkende semi-deprimerede danskere. Væk til sol og glade mennesker, som værdsætter livet.
Men dér i butikken mærkede jeg, at jeg faktisk gør det, som jeg ville på en rejse, nemlig at gøre folk glade. Og ja, vi er helt enige i, at jeg i igen grad gør verden til et bedre sted, men jeg giver folk et redskab i deres hverdag, som gør dem glade, og som gør deres verden til et bedre sted.
Den tilfredsstillelse som jeg fik, da de glade medlemmer delte ud af hvor glade de var for deres nye brugte kluns, og jeg mærkede tydeligt hvor meget de værdsætter mit koncept – så det fandme det hele værd!
Og det er slet ikke at sammenligne det med at jeg brødføder fattige i u-lande, men seriøst, det giver mig alligevel en syg tilfredsstillelse, at jeg er med til at gøre en forskel, og der er faktisk nogen som værdsætter, at jeg arbejder det ekstra for at andre kan nyde en lettere hverdag.
For det selvstændige liv handler jo hverken om at tjene dollars eller om et fleksibelt liv, hvor jeg kan gøre hvad der passer mig (det sidste troede jeg lidt i starten). For mig, så handler det om at gøre en forskel, fordi jeg ikke kan lade være. På trods af, at det da ville være mega lækkert, at have liiidt flere midler, så jeg havde råd til at betale min husleje, uden at fortryde min spontane tur på Sticks, når “fuck-det-hele-jeg-har-minus-på-kontoen” pludselig tager over, så er det jo også bare penge. Og de kommer og går.
For det handler om at være glad. Og jeg har fundet ud af, at det som gør mig gladest er når jeg gør noget godt for andre. Jeg har det fedt over at "ofre” mig selv for at gøre andre glade – selvfølgelig med måde. Et mangel i markedet, et behov for at fylde det ud for at glæde andre med det smarte redskab. Og det tror jeg, at jeg glemmer nogle gange. At selvom jeg ikke er ude i den store verden, og gør noget ægte godt for folk som virkelig har brug for det, så gør jeg stadig noget godt, som kan mærkes. Det kan hvertfald mærkes mere end 9-17 jobbet. Om ikke andet for min egen selviske tro på det.
Jeg kommer nogle gange til at sammenligne mig alt for meget med andre store virksomheder som kører derud af, og har alverdens samarbejder kørende for dem, og hvor alting ligner en leg. Og dét vil jeg også! Og jeg vil det nu. Jeg er så bange for, at jeg mister modet og drive’n, fordi det ikke altid er let.
Men sagen er den, at selvom jeg sidder på et totalt forladt kontor, og klokken er over ni, og jeg meget meget hellere ville være samme med min venner til surprisefest for en af mine ansatte, som startede kl. 17.30, så sidder jeg her og arbejder, fordi jeg jo inderst inde ikke har lyst til andet. Jeg har nogle gange lidt ondt af mig selv, ih åh, hvor er det hårdt for dig, at du sidder en aften mutters alene og arbejder… Men det er jo ikke fordi nogen tvinger mig. Men det føles jo rigtig godt, når jeg mærker efter. Faktisk rigtig rigtig godt når jeg kigger ud på mine nye lokaler, og ser hvad jeg opnået på kort tid.
Selvom det er langt fra altid optur at være selvstændig, så kan jeg mærke, at det er de små ting som gør det for mig. Fx. da jeg så endelig (3 timers forsinket) satte mig i en Uber på vej over til surprisefesten, og den søde chauffør begyndte at spørge ind til hvad jeg gik og lavede, og fik SÅ oprigtig optur over mit koncept, at han ud over alt var ivrig for at få navnet på hjemmesiden, og allerede var overbevidst om, at han havde de første fem venner, som han skulle være medlemmer.
"Tager du seriøst imod alt? Også den her bluse jeg har på nu?”, mens han trækker ud i lidt brugt sweatshirt. "Ja, det kan du tro jeg gør!”. "Og så det gratis at bytte tøj, hvis bare jeg giver 59 kr. om måneden?”. "JA JA JA!”. Som et lille barn, og jeg var julemanden. Ej, det lød helt forkert..
Efter en lang arbejdsdag, så er sådan en samtale uundværlig og hvor føltes det livsbekræftende, at blive mødt af så meget entusiasme – det gør seriøst ALT for mig. Noget er dét som bestemt gør det hele værd.
Og hvad hylan skulle jeg dog også ellers lave?
Fantastisk at bruge sin weekend på at slibe reol, wuhuuuuu <3 Tak for hjælpen søde Marline!
