Nej tak til plastik: Sådan laver vi poser af kasseret tøj - Veras Vintage

Nej tak til plastik: Sådan laver vi poser af kasseret tøj

Vi har haft vores tænker på og er nu klar til at lancere vores nye butiksposer. Og de er selvfølgelig lavet af… genbrugstøj! Mere bæredygtigt bliver det vist ikke!

 

Okay, venner. Det her har vi glædet os til at kunne afsløre! Vi har i lang tid grublet over hvilke poser, vi skulle have nede i butikken – og nu har vi fundet verdens bedste løsning, hvis vi selv skal sige det:

 

Byd velkommen til Veras nye butiksposer lavet af 100% kasseret tøj.

 

I dag lancerer vi Veras nye butiksposer. De er lavet af kasserede toppe og t-shirts og kan købes med i butikken i Studiestræde for 10 kroner, når du køber noget brugt tøj. 

 

 

Forvirringen er total

Plastikposer er no go. Papirsposer er heller ikke en sikker vinder – der kræves en del af produktionen. Og så har vi bionedbrydelige de bionedbrydelige alternativer, som anklages for at eksistere i naturen i for lang tid og for slet ikke at passe ind i det danske affaldssystem. Med andre ord: forvirringen er total! Og intet var godt nok til alle jer brugte #verasdamer.

 

Som I måske ved, har løsningen derfor i lang tid været, at vi har brugt genbrugte poser. Poser, som I har indleveret jeres tøj i til Veras tøjbytte, er blevet brugt, når I har købt sager i Veras butik. Men ærlig talt, når man har købt noget cool tøj, vil man jo også gerne have en cool pose – også selvom tøjet er brugt! Så altså… Vi har været i tænkeboks. Og mamma mia, det skulle jo vise sig at løsningen var lige for næsen af os!

 

Hvor smukke er de ikke lige? Her har to highstreet toppe fået nyt liv ved en simpel syning på en overlocker.

 

 

Bæredygtige poser lavet af…

… genbrugstøj! Daaah, hvor svært kan det være?! Selvfølgelig skal vores poser da være lavet af tøj. Og det har vi unægteligt en hel del af.

 

Veras er et cirkulært genbrugsunivers, hvor alt tøj har værdi og intet går til spilde. Når du indleverer tøj i Veras, så sorterer vi det på baggrund af stand og kvalitet. Noget ryger i shoppen, noget til vores stand på Veras Market, noget til vores halvårlige lagersalg osv osv. Vi har med andre ord rigtig mange afsætningskanaler, som gør at vi kan tage imod alt slags tøj – og gøre det nemt for dig at komme af med dit brugte tøj.

 

Noget tøj er dog så slidt, at vi ikke kan komme af med det. Og hvad gør man så? Man laver det selvfølgelig om til butiksposer! Det er cirkulær økonomi, det er bæredygtighed, og ja – det er dælme smart!

 

De seje poser er fine, farverige og 100% unikke. Vi har altid kun ét af hvert stykke tøj, og derfor er der også kun én af hver pose.

 

 

Sådan gør du: Giv slidte toppe og hullede t-shirts nyt liv

Med Veras nye butiksposer lavet af 100% kasseret tøj får slidte toppe, hullede t-shirts nyt liv. Vi klipper, syr og binder et par knuder – og wupti så har vi en fin lille stofpose, som du kan bruge til at bære dine brugte sager hjem fra butikken.

 

… og hvis du selv har noget slidt tøj, der ikke kan reddes, kan du selv give dig i kast med en af vores tre modeller:

 

#1 Den helt nemme

1. Find en gammel tank top.

2. Klip bunden af, så du får en lige kant.

3. Overlock posen i bunden – enten med en cool farve på retsiden eller en skjult overlocking på vrangsiden.

#2 Den tidskrævende

1. Find en gammel t-shirt.

2. Fold på midten og klip som en tanktop – klip ærmet af og halsen dybere.

3. Alle kanter overlockes nu med en pæn tråd.

 

#3 Den kreative

1. Find en gammel t-shirt eller tank top. Ved t-shirt klippes ærmerne af.

2. Vend på vrangsiden og klip ca. 12 cm lange strimler op i blusen. Bind dobbeltknuder på strimlerne, så bunden lukkes.

3. Vend toppen på retsiden igen. Du kan også klippe stropperne over og binde knude på dem for et ensartet udtryk.

 

 

Vi bekæmper tøjspild ved at give alt tøj nyt liv

Poserne er tilgængelige fra i dag af i vores butik i Studiestræde. De koster 5 kroner stykket og kan købes med, hver gang du handler brugt i Veras. Som en lille treat får du også en med i købet, hver gang du shopper for 500 kr på vores webshop.

 

De nye butiksposer er det seneste eksempel på vores upcycling strategi, hvor vi giver nyt liv til de tekstiler, som vi ellers ikke kan komme af med i Veras. På den måde skaber vi et 100% cirkulært genbrugsunivers, hvor vi sammen bekæmper tøjspild ved at forlænge (ALT!) tøjets levetid. Se dét er da god energi!

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Og få nyheder om skønne varer, nye stande til Veras Market og cirkulære style hacks, leveret direkte i din indbakke!