FAQ for Veras Market | Veras

Ofte stillede spørgsmål om Veras Market

Må jeg medbringe eget tøjstativ?

Ja, du må gerne medbringe tøjstativer, så længe du max har 2 stativer per stand, og begge stativer er indenfor dit anviste område.

Må jeg medbringe eget bord?

Buen, København: Ja, det er tilladt at medbringe eget bord, så længe det er indenfor det anviste område.

Storms Pakhus, Odense: I Odense er der borde med til alle stande, og du må derfor ikke medbringe dit eget.

Hvor mange tøjstativer og borde må jeg have i min stand?

Buen, København: Du må max have 2 tøjstativer og 2 borde i din stand, så længe du holder dig inde for din stands markeringer.

Storms Pakhus, Odense: Alle stande er inkluderet et bord eller bænk og bagvæg og du må max have 2 tøjstativer i din stand.

Hvordan finder jeg min stand, og kan to stande være ved siden af hinanden?

Du vælger og finder selv din stand på vores markeder, og derfor kan to personer godt stå ved siden af hinanden, hvis i kommer i god tid til markedet. Vi kan ikke garantere to pladser ved siden af hinanden, hvis man ankommer sent.

Kan jeg returnere en Veras Market stand eller bytte til en anden dato?

Veras Market stande er ligesom alle andre oplevelsesbilletter, ex en koncert, ikke returnerbare. Har du købt en stand og bliver forhindret i at komme til markedet, kan du selv sælge den videre i facebookeventet (København her, Odense her). Send os en mail på contact@verasvintage.dk med den nye standholders navn efter salget.

Stande kan ikke byttes til andre datoer.

Du kan læse om alle Veras handelsbetingelser her. 

Hvor mange må vi være om en stand?

Du må max være 2 personer om en stand, for at give plads til de besøgende.

Hvornår er markedet?

Markederne under Buen finder sted 1, 3. og 4. søndag i måneden fra 10-15. (alle søndage i august og september og ferielukket i juli)

Markederne i Storms Pakhus finder sted 2. søndag i måneden fra 11-16 (samt 4. søndag i august-oktober og ferielukket i juli)

Hvor tjekker jeg ind henne?

Ved check-in skal du fremvise din kvittering ved køb af standplads i digital form, hav meget gerne dit ordrenummer klar. Her får du også udleveret bord (kun Buen), tøjstativ og bøjler, hvis du har lejet det. 

Buen, København: Du checker ind ved Veras stand. 

Storms Pakhus, Odense: Du checker ind ved indgangen til Storms Pakhus

Jeg vil gerne købe stand til et marked, der ikke er i salg på websitet

Hvis du gerne vil købe stand til et marked ude i fremtiden, så skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvor vi altid sætter de nyeste stande i salg først. Så er du sikret en stand til det marked.

Du kan tjekke datoerne i vores to events, for at se hvornår vi afholder markeder i fremtiden (København her, Odense her).

Har i venteliste, hvis der er udsolgt?

Når vi har udsolgt, har vi udsolgt og vi har ingen venteliste. Prøv og skriv et post i facebookeventet (København her, Odense her), hvis du gerne vil købe en stand til en speficik dato.

Kan jeg nøjes med at leje et tøjstativ for at være standholder?

Nej! Som standholder til Veras Market SKAL du købe en stand for at sikre dig en stand til markedet. Du kan som ekstra tilkøb leje et tøjstativ til din stand, så du slipper for besværet med at medbringe dit eget.

Hvornår kan jeg sætte min stand op fra?

Du kan altid sætte op halvanden time før markedet. Kom derfor ikke før, da det er spild af ventetid 🙂 

Check-in under Buen er fra kl. 08:30-09.00

Check-in i Odense er fra kl. 09:30-10.00

Koster entré noget til Veras Market?

Markederne under Buen i København og i Storms Pakhus er altid gratis at komme forbi.

Hvor kan jeg parkere min bil?

Buen, København: I weekenden er det gratis at holde under Buen. Parallelgaderne (Ågade og Bispeengen) følger Frederiksberg og Københavns Kommuners parkeringsregler. Ågade er udelukkende Københavns Kommune, og i den gule parkeringszone. Bispeengen varierer mellem København og Frederiksberg – det er dog skiltet langs vejen.

 

Storms Pakhus, Odense: Kommer du i bil, kan du parkere på Seebladsgade og Lerchesgade ved siden Storms Pakhus. Du kan også finde parkering på Byens Ø eller ved Erhvervsakademiet Lillebælt, som er få minutter fra pakhuset. Appen ‘Odense Rundt’, opdaterer hele tiden, hvor det er ledige parkeringspladser i Odense. Find ledig parkeringsplads.

Er der toiletfaciliteter?

Ja.

Storms Pakhus har egne toiletter. 

Hvad kan jeg sælge?

Du kan altid sælge dit eget brugte tøj og tilbehør til kvinder og mænd. Den primære kunde på Veras Market er kvinder og mænd fra 20-40, og du kan sælge alt fra trendy highstreet, til lækre brands og unik vintage. Veras loppefolket har en bred smag, men mange leder efter unikke fund, som de gerne vil betale en god mønt for. Alle Veras’ kunder kommer specifikt for at købe tøj, og vi har prøverum på markedet under Buen, hvorfor du med garanti får solgt ud af dit kluns – især hvis du har gode ting med, der er rene og præsenteret pænt.

Kan jeg få solgt mandetøj og sko?

Ja, uden problem! Der er både mænd som standholdere og mange af de besøgende er mænd. Så der er bestemt gode udsigter til at få solgt noget herretøj. Vi oplever generelt, at mandlige standholdere sælger rigtig godt, da udbuddet ikke er så stort.

Må jeg sælge andet end brugt tøj?

Nej, der må kun sælges brugt tøj, sko og accessories til kvinder og mænd. 

Veras Market vil gerne skabe et genbrugstøjmarked, hvor udbud og efterspørgsel matcher hinanden. For at standholderne kan få solgt ud af deres stande, har vi lavet reglen således, at vi sikrer de rette besøgende og ligeledes, at de besøgende ved, at markedet udelukkende udbyder brugt tøj, sko og accessories.

Hvis du vil sælge andet end tøj, sko og accessories, kan du kontakte Veras Market på contact@verasvintage.dk

Hvad gør jeg med tøj, jeg ikke vil have med hjem?

Vi hjælper dig hjertens gerne af med dit overskydende tøj efter markedet, som du kan donere til Frelsens Hær eller til Veras Tøjbytte. Tøj til Veras Tøjbytte skal være dametøj i pæn stand (ingen slid og lign.), og vi kvitterer med en voucher til Veras Butik i København og Odense. Der skal minimum indleveres en fyldt supermarkedspose for at få en gavekorts-voucher på 50 DKK/point (virker i 2 uger). Pointene kan dog ikke bruges på kommissionsvarer. Kom op til Veras Stand efter markedet og aflevér tøj til hhv. Frelsens Hær eller Tøjbytte (pak helst i forskellige poser) og få en voucher af os i standen.

Hvad gør jeg med mit skrald efter endt marked?

Der står skraldespande rundt omkring på markedet. Større ting såsom flyttekasser og gamle stativer skal man selv tage med retur – vi hjælper selvfølgelig med at rydde op, men standholder har selv ansvaret for at tage brugte varer med sig. 

Hvad er betalingsmulighederne på Veras Market?

I Veras stand tager vi imod kontanter og MobilePay, ellers afhænger det af den enkelte standholder. De fleste standholdere tager imod MobilePay og selvfølgelig kontanter.

Kan jeg købe mad og drikke?

Buen, København: Der er ingen vandposter under Buen, så medbring selv vand eller køb en Veras vand på genbrugsplastflasker. Som noget nyt, kan du også købe popcorn i Veras Stand. Til alle markeder kan du købe kaffe fra kaffevognen, og til de fleste markeder kan du også købe mad.

Storms Pakhus, Odense: Der er masser af mad og drikke at købe i Storms Pakhus. OBS: Du må ikke selv medbringe drikkevarer, ej heller vand, men du får 10% på alle drikkevarer som standholder i Storms Pakhus.

Jeg har ikke modtaget kvittering for mit markedskøb

Prøv og tjek din spam – tit ender vores kvitteringer i spamfiltret. Kvitteringen hedder “Tak for dit køb til Veras Market” i titlen.

Fandt du ikke svaret? Måske er det her:

Indkøbskurv
Opdaterer ..
Din indkøbskurv er tom.